EU-Kommissionen godkender dansk VE-støtteordning
EU-Kommissionen har godkendt den danske CfD-model for det teknologineutrale udbud i henhold til regler om statsstøtte. Kommissionen lægger blandt andet vægt på i sin afgørelse, at prisen på grøn strøm endnu ikke fuldt ud dækker omkostningen ved VE-produktion.
- Det er dejligt, men ikke overraskende at EU-Kommissionen har godkendt, at vi også i Danmark benytter CfD-modellen som udbudsform uden for de store havvindsudbud. Nu er der skabt klarhed over de rammer, der vil gælde i det første 2021 udbud. Så er det op til markedet at vurdere, om rammerne er tilstrækkelige og giver den investorsikkerhed, der skal sikre nye vind- og solprojekter, siger Lea Bigom Wichmand, afdelingschef i Wind Denmark.
Det har netop været vigtigt for Wind Denmark, at der blev skabt klarere rammer omkring en kommende støtteordning.
Der er fra politisk side fundet finansiering til et det teknologineutrale udbud i 2020 og 2021, men der er aftalt i energiforligskredsen, at man efterfølgende skal vurdere, om der også skal være udbud i 2022-2024 – hvilket er med til skabe udsikkerhed om landvinds fremtid.
- Landvind befinder sig et svært sted, fordi der er kommet mange nye krav og øgede omkostninger siden klimaaftalen i sommer fastlagde budloftet for udbuddet. Nu er der endelig kommet klarhed om udbudsmodellen, men om vilkårene og niveauet i CfD-modellen matcher de mange nye omkostninger og den aktuelle markedssituation, må tiden vise, siger Lea Bigom Wichmand.
- Man skal samtidig huske på, at der fortsat er rigtig mange usikkerheder i markedet lige nu, særligt i forhold til nettilslutning, som potentielt kan blive presset af den toårige deadline, der er for nettilslutning. Jeg kan derfor kun opfordre til, at Energistyrelsen igangsætter udbuddet hurtigst muligt, så de projekter, der godt kan nå en nettilslutning og samtidig gerne vil byde ind, får muligheden, tilføjer hun.
Ros fra Bruxelles
Tidligere har vindmølleopstillerne modtaget et fast pristillæg, men i det kommende udbud skifter man nu over til en CfD-model, der tidligere er blevet brugt for havvind.
Her afhænger et eventuelt pristillæg af elprisen. Det giver dermed VE-producenterne en stabil afregningspris, men hvis prisen skulle overstige den aftalte pris, skal VE-producenterne betale det overskydende tilbage til staten.
EU-Kommission roser den nye model og de danske tiltag:
- Den danske støtteordning vil bidrage til betydelige reduktioner i C02-emissioner (…). Den vil yde vigtig støtte til en bred vifte af teknologier, der genererer VE i overensstemmelse med EU-reglerne. De brede støtteberettigelseskriterier og udvælgelsen af ??modtagere gennem en konkurrencedygtig budproces sikrer den bedste værdi for skatteydernes penge og minimerer konkurrenceforvridning, udtaler konkurrencekommissær Magrethe Vestager i en pressemeddelelse.
esl