EuroGrid vinder innovationspris
En digital platform, der kan levere bedre prognoser for forsyningen af vedvarende energi, elforsyning og elpriser på tværs af europæiske lande, lyder måske mindre attaktivt og afgørende end en ny vindmøllepark eller et nyt klimamål, men ikke desto mindre kan den nye platform gøre den grønne omstilling mere effektiv og billigere.
Platformen EuroGrad kan således medvirke til en årlig besparelse på 200-300 mio. kr. i omkostninger til en mere effektiv integration af vedvarende energi i Europa. For det vinder EuroGrid årets innovationspris, der uddeles af Energy Cluster Denmark.
En del af udfordringen med den stigende mængde grønne energi i energisystemet med fluktuerende energikilder som bærende elementer og en større integration på tværs af grænserne er at balancere energisystemerne på tværs af landene.
- Vi kigger ind i en fremtid med et fælles, grønt energisystem på tværs af hele Europa, hvor vi i Danmark bliver påvirket af, om det blæser i England eller forbruget stiger i Frankrig. Derfor bliver en smidig integration på tværs af Europa afgørende for prisen på vedvarende energi for os alle. Og derfor arbejder vi fokuseret på at udvikle teknologier, der kan understøtte dette, udtaler Jan Hvidberg, Lead Analyst, Ørsted, der er "problemejer" i projektet.
EuroGrid er faciliteret af Energy Cluster Denmark og involverer et partnerskav bestående af Enfor, EA Energianalyse, DTU og Ørsted. EuroGrid er således en digital platform, som beskriver den aktuelle markedssituation og forsyning, så de enkelte landes energisystemer kan strømlines.
- Teknologisk innovation spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Vi har brug for flere innovationsprojekter som EuroGrid, hvor ny teknologiudvikling sikrer, at vi rent faktisk kommer i mål med fremtidens grønne og integrerede energisystem. Jeg håber, prisen vil inspirere flere virksomheder, forskere og ildsjæle til at samarbejde om innovation, siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.
Projektet har i første fase haft fokus på Norden og Tyskland, men skal med tiden udrulles til hele Europa.
esl