Europas største vindhavne kræver politisk handling for at øge kapaciteten i offshore-sektoren
Havnene er en flaskehals for udbygningen af offshore vind, derfor er der nu behov for "Offshore Wind Port Alliance", der er sammenslutning af vindhavne i Europa.
Foto: Esbjerg Havn

Europas største vindhavne kræver politisk handling for at øge kapaciteten i offshore-sektoren

Esbjerg Havn og andre førende europæiske vindhavne er flaskehalsen, når det drejer sig om ambitøs udbygning af havvind.
24. NOV 2023 14.32

Esbjerg Havn og de andre vindhavne i Offshore Wind Port Alliance appellerer nu om stærkere politisk vilje og støtte til offshore-sektoren.

 - For at vi kan lykkes med de ambitiøse mål for havvind, er det afgørende, at politikere på tværs af Europa anerkender og støtter vores indsats for at udvikle yderligere havnekapacitet, siger adm. direktør for Esbjerg Havn Dennis Jul Pedersen.

”Havnealliancen opfordrer til stærk politisk vilje for at understøtte havneudvikling i offshore vind-sektoren”.

Sådan lyder det blandt andet i en ny erklæring fra Europas største vindhavne bag alliancen Offshore Wind Port Alliance. De seks havne opfordrer nu til en stærk politisk opbakning til offshore-branchen i en pressemeddelelse. 

- Alle havne i alliancen har en ambition om at spille en central rolle i at realisere Europas offshore kraftværker. For at dette kan lade sig gøre, er det afgørende, at politikere på tværs af Europa støtter vores indsats og laver ændringer i industripolitikken, der kan hjælpe os. Vi skal have klare politiske mål og strategier, der understøtter målene, lydet det fra Dennis Jul Pedersen, der understreger:

- I modsat fald kommer vi ikke til at kunne levere den krævede kapacitet. Så det haster.

Lang vej til målet

EU har besluttet, at vi i Europa skal have 60 GW havvind i 2030 og 340-450 GW i 2050. I dag er EU's samlede kapacitet på omkring 30 GW.
Havnene efterlyser yderligere tiltag, der kan give sikkerhed i værdikæderne og samtidig markante administrative lettelser, der gør det nemmere at udføre opgaverne. Havnene anser det for afgørende for et kunne levere kapacitet til at nå de ambitiøse mål i offshore vindsektoren de næste 30 år.

- Vi gør alt, hvad vi kan på havnene. Vi samarbejder på tværs af nationale grænser og industrier for at sikre, at den rigtige havnekapacitet og infrastruktur er til stede. Vi deler de bedste løsningsforslag og erfaringer om tekniske løsninger med hinanden. Vi investerer i teknologi, i havneinfrastruktur og i havnesuprastruktur. Men indsatsen skal følges op politisk af endnu flere investeringer, står det i erklæringen fra havnene.

Havnene opfordrer til at understøtte værdikæder ved offshore basehavne for at sikre kontinuerlig forsyning. Det kan også være med til at gøre havnepladserne mere attraktive som arbejdspladser, så der kan tiltrækkes ny faglært arbejdskraft.

Havne vil sætte alt ind på at understøtte mål for havvind

Samarbejdet ‘Offshore Wind Port Alliance’ blev skabt i januar i år ud fra et ønske om at sætte alt ind på at understøtte Europas ambitiøse målsætning om havvind. De seks havne i samarbejdet er Port Oostende i Belgien, Groningen Seaports/Eemshaven i Holland, Niedersachsen Ports/Cuxhaven i Tyskland, Nantes-Saint Nazaire Port i Frankrig, Humber i England og Esbjerg Havn i Danmark.

- Havnealliancen er klar til at arbejde sammen med politikere og industrien for at sikre en bæredygtig, sikker og økonomisk stærk fremtid for vores offshore basehavne. Vi er overbeviste om, at en yderligere politisk støtte ikke kun vil styrke havneindustrien, men også vil bidrage væsentligt til den positive udvikling af vores landes økonomi,” står der i den fælles erklæringen.

Energiuafhængighed skal sikres

De seks havne ønsker også at bidrage til at sikre energiforsyningssikkerhed i Europa. Også det kræver en opbakning fra politisk hold.

"Diversificering af energiforsyningen og konsekvent implementering af bæredygtighedsmål kan kun lykkes og sikres gennem offshoreindustrien og offshorehavne. Europas energisikkerhedsarkitektur vil i høj grad blive bestemt af europæiske udbygningsmål i offshore vind-sektoren. Dette kræver et klart sprog fra alle aktører, det resulterende krav er planlægningssikkerhed og klare og uigenkaldelige milepæle for de kommende årtier" står der videre i den fælles erklæring, og det tilslutter Esbjergs havnedirektør sig helt.

- Vi som havne optimerer alt, hvad vi kan. Men vi er nødt til at opleve en styrket politisk opbakning her og nu for at vi kan levere alt det, vi alle sammen ønsker, slutter Dennis Jul Pedersen.

jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter