FH: Glem ikke arbejdskraften i den grønne omstilling

Fagbevægelsens Hovedorganisation erklærer sig enige med Klimarådets i, at regeringen må gøre endnu mere for at opfylde Danmarks klimamål. Klimarådet må dog ikke glemme, at omstillingen kræver arbejdskraft og uddannelse, mener FH.
26. FEB 2021 12.36

Klimarådet har kaldt nøl på regeringens klimahandlinger, og opfordrer til at sætte en række nye tiltag og forhandlinger igang for at nå op i det tempo, der er nødvendigt for at Danmark kan nå sit klimamål.

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) erklærer sig enig med Klimarådets anbefalinger, men understreger samtidig at det også er nødvendigt at øge opmærksomheden på arbejdskraften, der skal føre omstillingen ud i livet. 

Allerede i maj sidste år påpegede FH, at Danmarks klimamål for 2030 vil kræve arbejdskraft svarende til mindst 200.000 årsværk. Det er godt fire-fem gange så mange årsværk som Femern-forbindelsen, der ellers bliver Danmarkshistoriens største byggeprojekt. Den nylige beslutning om en energiø gør behovet endnu større.

- Hvis behovet for arbejdskraft i den grønne omstilling ikke opfyldes, risikerer vi flaskehalse, som gør Danmarks omstilling dyrere og langsommere. Samtidig kan det blive sværere at udnytte eksportmulighederne, der kunne gavne økonomien og gøre Danmark til foregangsland og grøn vindernation, siger Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation. 

Også Dansk Energi har tidligere påpeget, at 2030-målet kræver hundredetusindvis af årsværk. 

Manglende fokus på hænder

Klimarådet har primært haft fokus på klimaperspektivet og CO2-reduktioner. Klimarådets rapport påpeger ganske vist, at klimapolitikken kan påvirke beskæftigelsen, skabe arbejdsløshed og behovet for omskoling og efteruddannelse. Men det er ikke nok, mener Lizette Risgaard.

- Det er for overfladisk og snævert. Den rette arbejdskraft er en vigtig forudsætning for at nå klimamålet og samtidig en løftestang for at sikre en retfærdig omstilling. Gennem de nye job kan danskerne få endnu større gavn af klimaindsatsen, siger hun.

Lizette Risgaard mener, at Klimarådet har for meget fokus på biohalm og for lidt fokus på hænderne, der skal bygge vindmøller. 

- Rådet beskæftiger sig aktivt med 'systemsammenhænge' og problematiserer bl.a., om der er halm nok til biogas. Så kunne de vel også beskæftige sig med behovet for kompetent arbejdskraft. Og rapporterne fra FH og Dansk Energi ligger der jo til dem, siger Lizette Risgaard.

- Alle har en interesse i at sikre dygtige medarbejdere: Virksomhederne, Folketinget, lønmodtagerne og Klimarådet selv. Vi skal forbedre mulighederne for uddannelse og opkvalificering.

esl

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter