Flertal sikrer kompensation for vestjyske naboer til vindmøller
BM Special-forskud: Siemens Wind Powers nye supervindmølle netop opsat på testcentret i Høvsøre ved Lemvig.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flertal sikrer kompensation for vestjyske naboer til vindmøller

Ny aftale sikrer kompensation til naboer til testcentre for vindmøller. Højden for møller kan øges i Høvsøre.
15. SEP 2023 6.37

Et bredt politisk flertal i Folketinget er enige om en bonus til naboer til de nationale testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild i Nordvestjylland. Bag aftalen står regeringen, SF, De Radikale, De Konservative og Liberal Alliance.

Desuden er fletallet enige om at gøre det muligt at øge højden for vindmøller i Høvsøre. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kirkeministeriet.

Det sker ved at nedlægge to af i alt syv vindmøllestandpladser i Høvsøre. Det skal muliggøre test af møller på op til 275 meters højde på de resterende fem pladser.

- Det er helt afgørende for vores vindindustri og for den grønne omstilling, at vi løbende sikrer mulighed for udvikling og nye og bedre teknologier. Det skal selvfølgelig ske på en måde, så forandringerne sker i samarbejde med lokalsamfundene og med rimelig kompensation. Den balance har vi fundet med den nye aftale, siger minister for landdistrikter Louise Schack Elholm (V), der også er kirkeminister.

Danmark har to nationale testcentre for store vindmøller ved henholdsvis Østerild og Høvsøre.

Testcentre-princip

Med aftalen følger et princip om, at naboer til de nationale testcentre skal have en bonus.

I Høvsøre er der i dag syv testpladser, hvor der kan testes nye vindmøller på op til 200 meter. To af dem kan altså nu nedlægges for at gøre plads til kæmpemøllerne.

I Østerild er der 9 testpladser, hvor der kan testes nye vindmøller på op til 330 meter.

Hvis partierne ikke havde tilladt at øge højden på vindmøllerne, ville testcentret være blevet forældet inden for en kort årrække ifølge Green Power Denmark, som er talerør for den danske energisektor.

- Nu kan industrien fortsætte med at udvikle de fremtidige generationer af vindmøller i Høvsøre, og det er enormt vigtigt for industriens fremtid i Danmark, siger topchef Kristian Jensen fra Green Power Denmark i en skriftlig kommentar.

Kompensation i kr.

Naboer til de to store testcentre i Høvsøre og Østerild vil modtage en årlig kompensation på 7000 kroner, hvis de bor tættere på end 4,5 gange møllehøjden.

Dansk Folkeparti er ikke en del af udmøntningen af aftalen. Partiet ville afsætte minimum 100.000 kroner i kompensation per husstand og påpeger, at vindmølleindustrien bærer den økonomiske byrde.

- De får kun 7000 kroner om året for at få en vindmølle i deres baghave, som er 450 meter høj. Det er håbløst til grin. For at sige det mildt; det kan man ikke byde de borgere, siger ordfører for landdistrikter Nick Zimmermann (DF).

Han uddyber, at det drejer sig om under 50 husstande ifølge ministeriet.


/ritzau/

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter