Forsikring & Pension: Brintrørledning kan være med til at sikre dansk havvind
Underdirektør hos F&P Tom Vile Jensen har de konkrete grunde til, at der er behov for bedre vilkår for dansk havvind som investeringsområde.
Foto: Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix

Forsikring & Pension: Brintrørledning kan være med til at sikre dansk havvind

Havvindprojekter skal give afkast til investorerne, ellers risikerer Danmark, at investeringerne ender i udlandet. Kina og USA lokker nemlig med helt andre fordele.
12. JUN 2024 11.11

Forsikring & Pension (F&P) er en af de organisationer, der mener Danmarks udbygning af havvind er i fare på grund af stigende priser. Inflation, stigende renter og råvarepriser foruden ved rammebetingelser er med til at skabe den situation. Og det er ikke den umiddelbare udbygning af dansk havvind frem til 2030, som F&P tænker på.

- Vi tænker i høj grad på, hvad der skal ske efter 2030 – og her ville en brintrørlægning hjælpe. Det ville gøre, man kunne sælge brint til en god pris til tyskerne, foruden ved at man kan producere el til en fornuftig pris til danskerne, forklarer underdirektør hos F&P Tom Vile Jensen, der blandt andet har bæredygtighed som et af sine ansvarsområder.

Markedsbetingelserne lader heller ikke til, at det bliver nemmere i den nærmeste fremtid.

- Jeg tror ikke, vi skal forvente, at priserne på stål og andre råvarer falder de kommende år, lyder det.

Men selv hvis priserne mod forventning skulle falde, er der behov for mere end det, hvis dansk havvind skal komme i mål, for konkurrencen fra udlandet er ulig hård.

- Kineserne har statstilskud til deres vindindustri, og amerikanerne giver skattefradrag. Amerikanerne har en first-mover-position til at få investeringerne på grund af det. Vi har nogle gode forhold til havvind, og vi har nogle gode store naboer, som ikke har de muligheder. Derfor er vi attraktive, siger Tom Vile Jensen, som dog har en bekymring om de danske rammevilkår:

- Spørgsmålet er, om vi ikke har spændt buen for meget. Vi er i en konkurrencesituation i Danmark om investeringerne.

Skal være en overskudsforretning

For pensionsselskaberne, der er medlemmer hos F&P, er en ting helt klart.

- Der skal jo være et overskud, ellers giver det ingen mening for pensionskunderne. Vi ser verden gennem investeringens øjne, tilføjer Tom Vile Jensen om nødvendigheder for at skaffe et afkast til pensionskunderne.

Men der er konkrete forslag til, hvad der ville kunne øge investeringslysten i dansk havvind.

- Man kunne fx droppe betaling for havbunden og åbne op for markedsvilkår. Det ville være en fornuftig måde at gøre det på, siger Tom Vile Jensen.

Det ville også betyde, at staten ville slippe for en ulempe.

- På den måde ville investorerne tage den fulde risiko, forklarer underdirektøren og åbner op for, at et afkast til staten alligevel:

- Man kunne også forestille sig en overskudsdeling med staten.

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter