Fredericia Havn vil fordoble kapaciteten på containerterminal

Fredericia Havn og ADP gør klar til det største havneudvidelsesprojekt i havnenes historie. Havneudvidelsen er netop sendt i myndighedsbehandling.
3. JUN 2021 11.29

Fredericia Havn er en af Danmarks største transport- og logistikknudepunkter. Havnen kan desuden se frem til at spille en endnu større rolle, når et nationalt og internationalt Power-to-X eventyr vil tage fat i regionen.

Havnen står nu overfor en historisk udvidelse, som skal fordoble containerkapaciteten og sikre Fredericia Havn til fremtidens stigende container- og RO/RO godsmængder og understøtte ADP’s mål om at blive fossilfri i 2030. 

En investering på et trecifret millionbeløb i en moderne containerterminal og en ny RO/RO terminal vil understøtte udviklingen af Fredericia Havn som Danmarks multimodale knudepunkt, hvor tiltrækningen af flere rederier naturligt vil skabe vækst og arbejdspladser i Region Syddanmark, skriver ADP i en pressemeddelelse. 

- Vores containerforretning har de senere år haft rekordhøj volumen, og vores fremskrivninger viser, at den øgede efterspørgsel efter søtransport vil fortsætte i takt med den globale vækst og stigende samhandel konsolideret omkring de store logistikknudepunkter, siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP, og tilføjer:

- Vi vil tage del i væksten på det globale containermarked, og derfor har vi brug for en udvidelse af vores havneinfrastruktur i Fredericia, så både arealer, sikkerhed og logistik-flow kan følge med de øgede containermængder. Vi ser allerede nu, at containermarkedet flytter sig i retning af vores transport-korridor, og med den rette infrastruktur, kan vores containerforretning blive dobbelt så stor i årene fremover.

Etableringen af en ny, moderne container– og RO/RO terminal vil kunne bringe Fredericia Havn ind i en grønnere fremtid, hvor der udvikles til væksten i grønne transportformer. Her skal fx kraner og øvrigt materiel drives via strøm eller alternative brændstoffer. 

Havneudvidelsen er netop sendt i myndighedsbehandling, herunder VVM-redegørelse og miljøvurdering, og først herefter kan anlægsarbejdet påbegyndes. Den ny container- og RO/RO terminal forventes i brug ultimo 2024.

Containerterminalen etableres i Vesthavnen, hvor nuværende kajanlæg forlænges med 230 m til en samlet kajlængde på 485 m ud til 15 meter vanddybde. Containerarealet udvides til samlet set 170.000 kvadratmeter med en estimeret fremskrivning på 160.000 TEU i 2026-2027.

esl

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter