Frederiksen hos dronningen: Klar med SVM-regering
Mette Frederiksen blev 2. november udpeget af dronningen til at undersøge, om hun kunne danne regering. Tirsdag aften kunne hun meddele, at opgaven er løst.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Frederiksen hos dronningen: Klar med SVM-regering

Mette Frederiksen var tirsdag aften hos dronningen for at meddele, at hun kan danne regering. Den præsenteres tordag.
13. DEC 2022 20.11

Kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) har tirsdag aften meddelt dronningen, at hun har løst opgaven med at danne en regering, som ikke har et flertal imod sig. Regeringen vil bestå af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

De tre partiledere vil på et pressemøde onsdag præsentere hovedpunkter fra den regeringsaftale, de har indgået, dog uden at præsentere hele regeringsgrundlaget, som ifølge den fungerende og nu også kommende statsminister er omfattende.

Selve regeringen vil blive præsenteret på torsdag, oplyste Mette Frederiksen, efter at hun havde været hos dronningen.

Tak til alle partier

Hun takkede hele Folketinget for et godt forhandlingsforløb. Bortset fra Danmarksdemokraterne har alle partier deltaget i forhandlingerne, men flere er faldet fra undervejs - mere eller mindre frivilligt. Senest valgte De Radikale tirsdag at stå udenfor regeringen.

Den nye SVM-regering vil have 89 mandater bag sig og dermed et flertal, hvis man ikke regner de nordatlantiske mandater med. De blander sig traditionelt udenom dansk indenrigspolitik.

- Der er masser af kompromisser, men det bliver en regering med høje ambitioner, sagde Mette Frederiksen.

Hun ærgrede sig over, at De Radikale valgte at stå uden for regeringen, men erklærede sig glad for, "at tre partier er gået med og har taget ansvar".

Kompromiser og ambitioner

Hun siger videre, at der er "masser af kompromisser, men høje ambitioner" i den nye regering.

– Endnu vigtigere er det en regering, som jeg tror bliver meget politisk duelig, og vi har sat høje ambitioner. Både hvad angår at sikre højere beskæftigelse i vores land – at der er flere mennesker, der skal i arbejde – højere klimaambitioner og et ret omfattende reformprogram, sagde Mette Frederiksen ifølge Ritzau på Amalienborg.

– Hvad kommer til at kendetegne den her regering? Det gør samarbejde, og at vi vil meget sammen politisk, tilføjede hun.

Hun erkendte også, at partierne ikke er enige om alt, men "vælger at gå i et arbejdsfællesskab sammen, fordi vi vurderer, det er bedst for vores land".

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter