Grønt gigaprojekt kræver robotter og faglærte fra hele Europa
Europæiske ministre mødes torsdag på Odense Havn for at drøfte, hvordan landene kan realisere etableringen af energianlæg på i alt 300 gigawatt, der skal give grøn strøm og brint via havvindmølleparker. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Grønt gigaprojekt kræver robotter og faglærte fra hele Europa

En analyse peger på, at et energiprojektet vil medføre 31.400 flere fuldtidsbeskæftigede årligt frem mod 2050.  
24. OKT 2024 8.52

Skal Danmark lykkes med at opføre 35 GW havvind som led i en enorm fælleseuropæisk energiaftale frem mod 2050, skal der trækkes på alle gode kræfter - både robotter og mennesker i ind- og udland. Det mener Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal.

Han deltager torsdag i et Nordsømøde på sin gamle arbejdsplads Lindø i Munkebo, hvor ministre fra en række EU-lande og chefer i industrien samles.

- Det kræver, at vi går på flere ben, siger Claus Jensen, og peger på tre:

Udvikling af robotter og øget automatisering. Tiltrækning af mange flere faglærte fra andre EU-lande. Og fra midt 2030'erne markant flere faglærte via det uddannelsesudspil, som regeringen fremlagde kort før efterårsferien.

- Det er over de næste 26 år, at det skal produceres, så hvis vi kan få de tre ting til at gå op i en højere enhed, tror jeg på, at vi kan magte det, siger Claus Jensen.

Otte europæiske lande har givet hinanden håndslag på, at der skal opføres knap 300 GW havvind frem mod 2050. Heraf skal Danmark tegne sig for lidt over en tiendedel.

Torsdag skal de drøfte, hvordan det kan ske, men i en forandret virkelighed, hvor det halter med at tiltrække investorer til en falmende vindmølleindustri, hvor der stilles spørgsmål ved, om energipriserne bliver konkurrencedygtige.

Analyse viser mulighed for jobfest

En ny analyse udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i samarbejde med Dansk Metal viser, at realiseringen af projektet vil medføre 31.400 flere fuldtidsbeskæftigede hvert år frem til 2050.

Det tal omfatter både de mange ekstra job til etablering af 35 GW i Danmark og en markant opskalering af ydelser og leverancer, som danske grønne virksomheder i dag har til de andre europæiske lande i aftalen.

Analysen regner med en eksport af 152 GW havvind til de syv andre lande i aftalen: Tyskland, Belgien, Frankrig, Irland, Norge, Storbritannien og Holland. Der er betydelig usikkerhed forbundet med, hvor stor en markedsandel danske virksomheder vil ende med at få og dermed altså også for, hvor mange årsværk det medfører i eksport.

En af de ting, som de europæiske ministre skal se på torsdag, er et forskningsprojekt på Syddansk Universitet om udvikling af robotter. Og det er der, man i første omgang skal have fart på, mener Dansk Metals formand:

- Der skal satses på at få udviklet robotter, der kan magte nogle af de opgaver. Det vil være med til at hæve produktiviteten og sænke prisen på det strøm, der kommer ud af det. Det i hvert fald den første vigtige tanke, politikerne skal have op, siger Claus Jensen.

På mødet på Odense Havn deltager også EU's energikommissær, Kadri Simson.

/ritzau/

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter