Aabenraa Havn:
Havnens Maskinværksted er klar til specialopgaverne – også når der kommer PtX
Begrundelsen er helt klar, og det er en bevidst beslutning, når Mads Erholt Jensen tager et valg i sin virksomhed Havnens Maskinværksted i Aabenraa.
- Vi er lige blevet tilbudt en ordre på 4,6 mio. kr. - men man skal ikke tage munden for fuld, siger Mads Erholt Jensen, der har takket nej til den store ordre.
Jobbene kommer nemlig lige indad døren helt uden reklamer eller anden marketing.
- Vi er ikke et firma, der slår noget stort op. Vi arbejder for alle havnens virksomheder med små og mellemstore opgaver. Det er vores gode ry, som vi lever på, og vores største kunde er Danish Crown, fortæller Mads Erholt Jensen og fortsætter:
- Det er sjov at drive virksomhed på den her måde, og vi oplever stor opbakning fra kunderne.
Han er tredje generation i virksomheden, som hans bedstefar Bjørn Jensen startede i 1950’erne som Havnens Maskinværksted og Oliehandel. Men oliehandlen er for længst stoppet. Mads Erholt Jensens far Finn Jensen drev virksomheden indtil for 12 år siden. Helt ude af virksomheden er Finn Jensen dog først kommet som 82-årig for et halv år siden, da Mads Erholt Jensen syntes, nu var det tid til et liv udenfor Havnens Maskinværksted for faren.
- Nu hygger min far sig med svømning og gymnastik. Og han er faktisk sluppet af med sine skavanker ved det, fortæller Mads Erholt Jensen.
Fremtiden med PtX på Enstedsværkets gamle grund
Udsigten til at Linde Gas måske i fremtiden kommer til at lave PtX på havnen i Aabenraa, hvor det kulfyrede Enstedværket tidligere lå, kan med sikkerhed komme til at give arbejde til virksomheden. Havnens Maskinværksted var en fast del af driften, da Enstedværket stadigt kørte.
- Vi havde en mand fast på Enstedværket. Det ville være spændende, hvis vi bliver en del af PtX, og vi er klar. Selvom vi har nok at lave, og måske bliver der plads til en mand mere, fortæller han.
Og hvis der med arbejdet med PtX som med arbejde for vindmøllerindustrien kræves certifikater, så er det ikke udlukket, at virksomheden vil få dem.
- Vi har ikke så mange certifikater, men vi tager dem, hvis det er et krav fra kunderne, fortæller han.
En ting er dog helt klar for Mads Erholt Jensen.
- Vi har før været større med tolv mand ansatte i 1980’erne, hvor der kom mange coastere til havnen. Men nu bliver jeg ikke lykkeligere af, at vi er 30 mand. Inden jeg overtog lavede vi større opgaver, men tjente mindre på dem. Jeg er også den type, der meget hellere selv vil stå med en spændende opgave end at sidde på kontor og regne tilbud ud, fortæller han.
Havnens Maskinværksted består i dag af Mads Erholt Jensen selv og en ansat, som hans mor Christine Jensen, der står for regnskabet.
Driver virksomheden på sin egen måde
Når man overtager en generationsvirksomhed fra sin far, så følger der selvfølgeligt meget med på alle måder.
- Min far er efterkrigsgenerationen, og vi har altid haft et kæmpe varelager, for intet måtte blive smidt ud. Da jeg en da stod med en europalle, og der ikke var et sted at placere den, så besluttede jeg, nu skulle der ryddes op, fortæller 41-årige Mads Erholt Jensen.
Men der har også været fordele ved farens måde, og det vidner Havnens Maskinværksteds bygninger om.
- Hele bygningen her er bygget af genbrugmaterialer i 1976, fortæller han i firmaets frokostrum, hvor gasbetonstenene i netop minder om 1960’erne eller 70’erne.
Derfor har han nu påbegyndt en oprydning og renovering af bygningen, hvor der er blevet lavet et stort værksted i stedet for to mindre.
- Nu trimmer og reducerer jeg i virksomhedens lager, og satser på nyt værktøj, siger Mads Erholt Jensen.
Specialopgaverne
Men virksomheden enorme varelager har nu vist sig at være en fordel tidligere.
- Mens Enstedværket stadigt kørte, kom der en dag en kaptajn ind fra Erria og spurgte, om vi kunne lave en lysmast på skibet, der var en kulpram. Helt tilfældigt så havde vi lige sådan en liggende på vores varelager, smiler Mads Erholt Jensen over varelageret, der nu allerede er blevet mindre.
Det blev faktisk begyndelsen på et langt og godt samarbejde med rederiet Erria, og virksomhedsejeren husker stadig, at han blev ringet op af Erria efter en række veludført specialopgaver på skibene.
- Jeg blev ringet op af Erria, hvor det lød: ”Vi har haft skibet på værft, og de kunne ikke lave det, og så ligger der sådan et lille snollet smedeværksted i Aabenraa, der kan lave alt, fortæller han om en ros, der ikke lige bliver glemt.
Penge, fritid og de gode minder
Når det kommer til indtjeninger, så er flere ting, der er vigtige for Mads Erholt Jensen.
- Jeg har aldrig haft røde tal i virksomheden, men man er nærmest tvunget til, at det skal dreje sig om penge. Ellers går det hurtigt den anden vej. Men der skal også være fritid, og jeg har lige fået et års stjernen som spejderleder, som både min bedstefar og far har været. Selvom min far gjorde det på et andet niveau. Jeg arbejder fra klokken 7 til 16, så der er tid til at være spejderleder og have fritid , fortæller han.
Der er også tid kæresten Rikke og deres datter på 11 år og sønnen på ni.
Selvom Mads Erholt Jensens far har arbejdet meget mere, end han selv har bestemt sig for at gøre, så har han gode minder fra tiden, hvor der var tid til sjove projekter i arbejdstiden.
- Alting skulle ikke gøres op i tid og penge. Vi havde en efterlønner ansat i tre timer om dagen, der hed William. Han fik sit eget værksted, hvor han byggede små ægte kanoner. Jeg kan tydelig huske, hvordan de blev prøveskudt her ude i gården. Det var knap et år efter, jeg havde sprængt min hånd i stykker i en fyrværkeriulykke, men jeg syntes alligevel, det var sjovt. Williams værksted ligger her stadig, fortæller Mads Erholt Jensen, om noget, der ikke skal ryddes op i.