Headhunting-firma fik forrygende start og ramte ud over målgruppen i offshore
Ejerne af headhunter-firmaet Talents2Grow Sofie Smidt Hansen og Maria Boulund Myrup sætter en ære i grundighed - og der er altid tid til smil arbejdsglæde undervejs.
Foto: Jesper Ernlund Lassen

Headhunting-firma fik forrygende start og ramte ud over målgruppen i offshore

Springet ud af komfort-zonen var let for Talents2Grow, nu kommer halvdelen af kunderne udenfor erfaringsområdet. Ejer-duoen bruger samme metode til at matche kandidater og virksomheder – på den mest behagelige måde.
25. AUG 2021 8.11

Der findes kontorer af den ene og af den anden slags – men når man træder ind i lokalet, så er der ingen tvivl. Makkerparret bag headhuntervirksomheden Talents2Grow i Esbjerg bestående af Sofie Smidt Hansen og Maria Boulund Myrup kan noget særligt. 

Sådan er det med indretningen, og sådan har det været siden virksomhedsstarten i december 2020, for mere velkommen er det svært at føle sig. Det er ikke designermøblerne eller udsigten til havnebassin, hav og Fanø på en solskinsdag. Det er mest to mennesker, der både kan lytte, spørge og være nærværende.

Erfaringen med ledelse og HR fra offshore skulle omsættes til at matche de rette kandidater indenfor Safety Leaders til samme branche. I den hårde corona-vinter med restriktioner var det ikke verden letteste opgave.

- Det var mod alle odds, fortæller Maria Boulund Myrup om begyndelsen, der ikke ligger langt tilbage.

Siden da er det gået stærkt for firmaet, og grundighed er et af nøgleordene til den hurtige fremgang. 

- Hvordan er det her menneske, og kan vi lave det kulturelle match, der passer til virksomheden? Er her, hvad der skal til for at skabe en langvarig succes? Det er nogle af de ting, vi kigger på, fortæller Maria Boulund Myrup og hendes kollega uddyber metoden.

- Vi tager den tid, der skal til for at løfte sløret, så virksomheden og kandidaten kan se hinanden. Det betyder selvfølgelig, at det kan kræve flere samtaler, fortæller Sofie Smidt Hansen om en proces, der giver flere fordele. 

- Selv de fravalgte kandidater skal være ambassadører for os, når processen er overstået. Sådan er det også, fortæller Sofie Smidt Hansen, der altid får feedback fra de fravalgte.

Ud af komfort-zonen

Processen på vejen mod et match er dog også et arbejde for den enkelte kandidat. 

- Det er ude af komfort-zonen for mange, men vi giver nærvær undervejs. Derfor modnes mange af kandidaterne undervejs, siger Sofie Smidt Hansen om et forløb flere har kaldt ”berigende”.

Her mærker man tydeligt, hvorfor virksomheden hedder Talents2Grow. Der er ganske enkelt tale om en proces, der begynder i rekruttering-fasen og udvikles videre i ansættelsen.

- Vi ser, hvad der er under overfladen, og man skal kunne rumme det, fortæller Maria Boulund Myrup, der understreger, at processen skal føles god for den enkelte.  

De to headhuntere oplever også, at virksomheder kommer med meget konkrete ønsker.

- Virksomhederne siger: Vi kunne godt tænke os den kandidat, kan I skaffe ham?, fortæller Sofie Smidt Hansen og fortsætter.

- Her er det tit nemmere for os at kontakte virksomhedens drømmekandidat og se, om der er et match.

Nogle gang er det dog ikke kun kandidaten, der skal gennem en proces.

- Vi har stået med kandidater, der har opfyldt mange af virksomhedens krav men ikke alle. Så påvirker og booster vi virksomheden til at se, om der kan være et match, fortæller Sofie Smidt Hansen.

De nye virksomheder kom

I dag er kun 50 pct. af virksomheder, der søger hjælp hos Talents2Grow fra offshore-branchen, for der er kommet flere brancher til end forventet.

- Vi har suppliers med stor vækst i offshore, og der er kommet start-ups og andre brancher til. Det er firmaer inden for både IT, klima- og miljøområdet, fortæller Maria.

Her er det, at erfaringen fra offshore spiller ind.

- Vi kan forstå og afkode det tekniske sprog, kriterierne er ganske enkelt forståelige for os, siger Maria Boulund Myrup om en kundegruppe, der kom som en overraskelse. 

En type kunder er de nye kunder dog ikke gået efter endnu.

- Vi har endnu ikke deltaget i udbudsrunder om rekrutteringsopgaverne i olie, gas og vindmøllebranchen. Det er oftest de store britiske rekrutteringsfirmaer, der får de opgaver, fortæller Sofie.

Der har været så rygende travlt, at der er en arbejdsopgave Sofie Smidt Hansen og Maria Boulund Myrup endnu ikke har nået.

- Vi har faktisk ikke fået lavet noget marketing, fortæller Maria Boulund Myrup, der sammen med Sofie Smidt Hansen har let til et smil over den stadig tomme hjemmeside.

Måske Talents2Grow er en af den få virksomheder, der faktisk kan klare sig uden en hjemmeside.

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter