Hanstholm Havn
Heiselberg: Der skal også satses på turismen og ikke meget luftige vindprojekter
Svend Heiselberg ser gerne surfere og turister får mere plads i Hanstholm også på havnens strandareal, der er et attraktivt surferspot.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DOI.dk

Hanstholm Havn:
Heiselberg: Der skal også satses på turismen og ikke meget luftige vindprojekter

Den fhv. folketingspolitiker Svend Heiselberg (V) ser behov for en mere ihærdig indsats fra Thisted Kommunes side. Og turismen kan godt eksistere sammen med den grønne omstilling.
29. JUN 2023 14.30

Svend Heiselberg følger stadig med, selvom venstrepolitikeren er blevet 88 år og forlod Folketinget i 2005 efter mere end 25 år. Hanstholm Havn er hjertebarnet for Heiselberg. Så han er helt ajour med, hvad der sker på havnen, der er blevet kommunal efter at være blevet udvidet for 650 mio. kr. Han har endda en del af sin daglige gang på havnen stadigvæk.

- Jeg er lige kommet hjem fra havnen, hvor jeg har vasket trucks fem timer fra morgenstunden, siger Svend Heiselberg og tilføjer:

- Det er selvfølgelig noget helt andet end at arbejde i Folketinget, men jeg kan godt lide det fysiske arbejde, og så kommer fiskerne og snakker.

En nøgtern status på havnens økonomiske situation kan han også give, for han debaterer stadig ivrigt i medierne. Havnen mangler nye indtægtskilder, selvom noget er godt.

- Uanset hvad så skal vi være glade for den nye havn, og der bliver stadigt solgt 200-300 ton fisk om dagen, og det er godt. Problemet er, hvordan vi får andre indtægter til havnen, siger Svend Heiselberg, der anerkender en lille indtægt fra fragtområdet.

Mindre gæld men højere renter

Den oprindelige pris for havneudvidelsen var 650 mio. kr. Gælden er dog meget hurtigt blevet mindre og mindre. I dag er den på cirka 452 mio. kr. fortalte Thisteds borgmester til DOI.dk i slutningen af maj måned, og kommunen har opnået en afdragsfrihed på lånet i fem år.

- Der blev lavet en refinansiering af lånet, så restgælden er mindre. Men det betyder så også, at renten igen bliver højere for kommunen. Der en dag om fem år, hvor regningen kommer, så må vi håbe, der kommer nogle indtægter inden da, siger Svend Heiselberg.

For bare to år siden var der meget høje forventninger om en grøn energiklynge på havnen. I dag ser det anderledes ud ifølge Heiselberg.

- Der er nogle meget luftige vindmølleprojekter, men de er nu udsat. Så er der hele CCS-delen, men den er nu flyttet til Esbjerg, hører vi. Jeg tror ikke, kommunen har meget at bygge på, for 95 pct. af indtægterne kommer stadig fra fiskeriet, siger Heiselberg og vender sig mod noget, der er et potentiale i.

Mere turisme

Thisted er allerede hjemsted for Cold Hawaii, der hvert år tiltrækker mange turister til kommunen og i særdeleshed til Hanstholms naboby Klitmøller. Men det foregår også på havnens areal lige uden for selve havnen.

- Vi forsømmer at gøre plads til turisterne her i Hanstholm. Der er store muligheder for turismen her. Det er her, der bliver surfet, selvom Klitmøller er kendt for det. Den anden dag talte jeg 150 biler på havnen, og halvdelen af dem var surfere i varevogne, siger han og kommer med et konkret forslag:

- Man burde indrette hele området øst for havnen til turister og surfere. Det er et område, havnen ikke kan bruge alligevel.

Der er allerede to containere med cafe, surfbutik og skole, der ikke er lovlig ifølge lokalplanen.

- Jeg synes, det er noget pjat, at de ikke kan få lov til at have de containere. Da jeg kom der hen den anden dag, var der fuld af unge mennesker. Det skal der være noget mere af, slutter Svend Heiselberg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter