Snydt og glemt af Femern Bælt A/S:
Her er svaret fra transportminister Thomas Danielsen

Skibreder får svar fra Femern Bælt A/S, der mener at ingen juridisk bindende aftale er indgået.
26. JUN 2023 8.35

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt sendte efter at have mødt og hørt om skibsreder Jørgen Holm Christensens sag følgende spørgsmål til transportministeren: 

"Vil ministeren undersøge den konkrete sag omtalt i artiklen ”Snydt af Femern A/S: Skibsreder søger hjælp hos Messerschmidt på Christiansborg”, bragt på DK Indkøbs hjemmeside den 16. maj 2023, om en skibsreder der ikke mener, at Femern Bælt A/S har overholdt en mundtlig aftale? Og vil ministeren undersøge, om der generelt indgås sådanne mundtlige aftaler, og i så fald om disse er i overensstemmelse med lovgivningen?"

Transportministeriet er ejer af det statslige selskab Femern Bælt A/S.

Derefter kom følgende svar fra transportminster Thomas Danielsen (V):

”Jeg har forelagt spørgsmålene for Femern A/S, der oplyser følgende:

I forbindelse med opstarten af miljøundersøgelser på Femern Bælt-projektet blev der i 2009 indgået en skriftlig bådlejeaftale mellem det af Jørgen Holm Christensen ejede selskab Øresund Bådservice ApS og Femern A/S. 

I 2012 indgik Øresund Bådservice ApS og Femern A/S en skriftlig aftale om ophør af samarbejdet. Det fremgår af ophørsaftalen, at der var tale om en fuld og endelig opgørelse af parternes mellemværende, og at parterne i fællesskab erklærede, at ingen af parterne havde yderligere krav mod hinanden. 

I 2018 gik Øresund Bådservice ApS konkurs. 

I 2020 gjorde Jørgen Holm Christensen personligt via sin advokat, Middelfart Advokaterne, gældende, at Femern A/S i forbindelse med ophøret af aftalen mellem Øresund Bådservice ApS og Femern A/S i 2012 skulle have afgivet mundtligt løfte til Jørgen Holm Christensen personligt om fremtidige bådopgaver. 

Kammeradvokaten har på vegne af Femern A/S håndteret sagen og forestået brevudvekslingen med Jørgen Holm Christensens advokat. I den forbindelse er Jørgen Holm Christensen blevet anmodet om at fremsende dokumentation for påstanden om, at Femern A/S har givet Øresund Bådservice ApS og/eller Jørgen Holm Christensen et juridisk bindende løfte om fremtidige bådopgaver. Kammeradvokaten har aktuelt ikke modtaget en sådan dokumentation. 

Baseret på sagsakter, interview med involverede personer i Femern A/S og foreliggende dokumentation har Kammeradvokaten vurderet, at der ikke er givet et juridisk bindende løfte om fremtidige arbejder hverken til Øresund Bådservice ApS eller til Jørgen Holm Christensen. 

Femern A/S er som statsejet selskab reguleret af udbuds- og EU- lovgivningen. Femern Bælt-projektets udbud gennemføres således i henhold til gældende regler og love, ligesom der ikke hersker praksis for at indgå mundtlige aftaler med leverandører til projektet. Det bemærkes i den forbindelse, at Femern Bælt-projektet er tildelt betydelig støtte fra EU. Det indebærer, dels at Femern A/S løbende over for Europa-Kommissionen dokumenterer sine omkostninger, dels at revisionsretten (European Court of Auditors) løbende foretager kontrol med projektets indrapportering af omkostninger og udbudsprocesser for projektets kontrakter.” 

På det foreliggende grundlag ser jeg ikke behov for at foretage yderligere i sagen. 

Med venlig hilsen Thomas Danielsen” 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter