Hurtigere og mere sikkert: Kransimulator forbedrer offshore installation af vind
Hos RelyOn Nutec er kraninstruktør Per Christoffersen (tv.) og global head of lifting service Kurt E. Thomsen klar til at vise, hvad virksomhedens nye kransimulator kan.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DK Medier

Hurtigere og mere sikkert: Kransimulator forbedrer offshore installation af vind

Ny kransimulator hos RelyOn Nutec giver træning, som selv erfarene kranfører ikke vil væk fra, for oplevelsen er helt tæt på virkeligheden.
14. SEP 2022 14.10

Det er smukt - sådan virkeligt smukt med græssende heste, grønne træer og marker, når man nærmer sig RelyOn Nutecs udendørs træningfacilitet, selvom det kun ligger få kilometer fra Esbjerg.

Indenfor er RelyOn Nutecs skandinaviske direktør Claus Nexø Hansen stolt af, hvad sikkerhedsudbyderen kan tilbyde af træning: Brandslukning, højderedning og helikoptertræning er bare noget af det, der foregår her. RelyOn Nutec er verdensomspændende med mere end 30 træningsfaciliteter i verden, og firmaet træner mere end 250.000 mennesker hvert år fra over 10.000 virksomheder.

Men selv for en af verdens største udbydere af sikkerhedskurser er fortsat udvikling vigtig. Her betyder det virtuel og intelligent træning. 

- Virtuel træning er det nye sort. De årlige genopfriskningskurser tilbyder vi delvist online. Det er en kæmpe fordel for vores kursister, for nu kan træningen tages, når og hvor de vil. Vores online træning er også intelligent, fordi det finder kursistens svage punkt og spørger i dybden netop der, forklarer Claus Nexø Hansen.

Onlinetræningen er udviklet in-house hos RelyOn Nutec, og den er med til at spare energi og tid hos kunderne. Der er ganske enkelt ikke mere behov for at fragte kursisterne til kursusfaciliteter, der måske ligger i den anden ende af landet. Onsite kurser er nemlig også en mulighed.

- Det giver bare meget mere mening at sende en instruktør, frem for at 20 kursister kommer til os. Det er fremtiden, slår Claus Nexø Hansen fast.

Kransimulatoren

En af nyhederne hos RelyOne Nutec er en kransimulator, der kan forbedre selv den dygtige og erfarne kranfører. Det er som at træde ind i cockpittet af en rigtig kran at sætte sig i sædet på kransimulatoren.

Den grønne omstilling har allerede fået rederierne til at investere massivt i installationsfartøjer til offshore vindmølleparker, der kan løfte vinger, naceller og tårne. Jobbet som kranfører her kan bedst sammenlignes med, når en erfaren pilot kommer til at flyve en Boieng 747.

- Kranførerne har mindst ti til 15 års erfaring, og de er virkelig dygtige allerede. Alligevel kan vi lave en træning, der kan optimere installationsarbejdet, så det kan gøres hurtigere og sikrere, fortæller Per Christoffersen, der er kraninstruktør hos RelyOne Nutec og uddannet kranfører med 25 års erfaring.

Netop offshore installationer har Kurt E. Thomsen pioner-erfaring med. Han er global head of lifting service hos RelyOn Nutec med hele 38 års erfaring i kranbranchen. Til den erfaring tæller også, at han har været kranfører ved installationen af vindmølleparkerne Nysted og Horns Rev 1. Der er sket meget siden, og arbejdet som kranfører er blevet lettere end tidligere.

- I vores simulator kan vi skabe de helt præcise forhold for enhver offshore installation. Det betyder, at kranoperatøren kan træne netop denne installation, inden arbejdet begynder offshore, siger Kurt E. Thomsen.

Det er er en mulighed, som kranførerne har taget virkeligt godt imod.

-Når først kranførerne sidder i simulatorens cockpit, så vil de ikke ud igen, fortæller Claus Nexø Hansen smilende om den succes simulatoren straks har fået. 

Øget sikkerhed

- Normalt skal en nyuddannet kranfører sidemandsoplæres af en erfaren kranoperatør i mellem seks og 12 måneder, når de eksempelvis begynder at arbejde i en havn. Med med simulatoren er det muligt at reducere den periode, forklarer Kurt E. Thomsen.

Det er ikke kun en effektivisering. Det er også en forbedring af sikkerheden. Simulatoren kan nemlig simulere både hårdt vejr og mulige ulykkescenarier.

- Efter træningen i simulatoren så ved kranføreren, hvad han skal gøre, hvis en wire går i stykker, eller hvordan en installation skal udføres, hvis der er bølger eller vind, siger Kurt E. Thomsen.

Det er ikke kun for offshore vindmølleinstallationer, der kan drage gavn af RelyOn Nutecs simulator.

- Vi kan skabe alle former for arbejdssituationer, som man kan opleve som kranfører. Det kan være i havnene eller på byggepladser, siger Per Christoffersen, mens han hurtigt skifter kontrolpanelerne i simulatoren, så det er en containerkran i en havn.

Kan stilles op alle steder

Som med andre sikkerhedskurser så behøver træningen ikke at foregå i et af RelyOn Nutecs faciliteter. I dag er der to simulatorer i Danmark og to i Norge, og det er bare begyndelsen.

- Vi kan stille kransimulatoren op i en havn, hvis kranførerne skal trænes der, siger Per Christoffersen, der forventer at komme til at rejse verden rundt med simulatoren.

- For den sags skyld kan vi sætte simulatoren op på sjette sal på Bangkok Hilton Hotel, tilføjer Claus Nexø Hansen.

Direktøren ved tydeligvis, at Fjernøsten er et af de steder, hvor der kommer til at skulle installeres offshore vindmøller i fremtiden.  Men afstanden er altså ikke noget, der kommer til at stoppe RelyOn Nutec i at lave krankurser i installation af offshore mølleparker rundt i verden.

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter