Ideerne bliver ved med at komme
Læmolen som skibsreder Jørgen Holm Christensen og skibsingeniøren Steen Olsen opfandt for 20 år siden, blev aldrig til virkelighed. Det gjorde derimod andre af Jørgen Holm Christensens ideer.
Foto: Illustration: Jørgen Holm Christensen og Steen Olsen

Ideerne bliver ved med at komme

Selvom Jørgen Holm Christensen har mistet sit rederi og opgaverne indenfor offshore vind, så er han som 70-årig stadig ideernes mand.
31. OKT 2022 15.06

Han husker det, som det var i går. Jørgen Holm Christensen var med at skubbe på med starten af offshore vind i Danmark. Hans supply- og transportbåde sejlede til offshore parkerne Middelgrund, svenske Bergkvara, Nysted og Horns Rev 1. gennem rederiet Øresund Bådservice i opstartsfasen omkring årtusindskiftet og cirka et årti frem.

- Den største udfordring var, at det ikke var blevet prøvet før. Det var tit et problem at lægge til ved vindmøllerne, forklarer Jørgen Holm Christensen, som stadig husker tips og tricks, der virker.

I dag er der store supply-både, der har gangbroer, som kompenserer for bølgegang. Men der findes også andre simplere metoder.

- Man kan lade et større supply-fartøj lægge sig foran møllen, der hvor bølgerne kommer fra. Så kan det lille fartøj med mandskabet lægge til ved vindmøllen i ly for bølgerne af det store skib. Det er en metode. som virker, hvis man ikke har en Ampelmann gangbro. Det er jo slet ikke alle fartøjer, der har sådan en, fortæller Jørgen Holm Christensen.

Men det stopper slet ikke der, for sammen med skibsingeniøren Steen Olsen i Skærbæk udviklede han allerede den gang i nullerne ideen til en flydende læmole. Den skulle kunne blæses op, så skibet kunne lægge til i læ for blæsevejr og bølger.

- Den var primært tænkt til offshore møller på lavt vand, og det virker helt sikkert, lover Jørgen Holm Christensen.

Flydende hotelskib

Mens den ide ikke er blevet ført ud i livet, så er der andre af hans ideer, der er blevet det.

- Nogle af mine ideer er en millionforretning i dag, siger Jørgen Holm Christensen.

Et flydende hotelskib til offshore vind er en af de ideerne.

- Jeg havde ideen til et flydende hotelskib til vind, men jeg havde ikke 40 mio. kr. til at få det realiseret, forklarer han.

Et velfungerende og pengestærkt netværk kan dog være med til at få ideerne ført ud i livet.

- Jeg rakte ud til Anders Østergaard fra Monjasa. Jeg sagde til Anders, jeg har en god ide, men jeg kan ikke skaffe 40 mio. kroner til den, fortæller Jørgen Holm Christensen om det gode forhold til den nuværende CEO for bunkerfirmaet Anders Østergaard og firmaets stifter Jan Jacobsen.

Det gik heller ikke længe, inden der kom et positivt svar tilbage.

- Dagen efter ringede Anders og sagde: ”Vi har pengene”. Så vi kom til at eje 33 pct. hver af det flydende hotelskibet ”Wind Solution i fælleskab, lyder der fra Jørgen Holm Christensen.

Det var en god ide, men skibsrederen Jørgen endte alligevel med at skille sig af med sin lille ejerandel.

- Jeg dummede mig, og jeg fik kun et lille beløb med derfra, siger han.

Forretningen kører dog stadigt succesrig videre, og det gode netværk er stadigt helt intakt.

- Wind Solution kører jo stadigt, og mit netværk er klar til at hjælpe mig igen, når jeg får ideer, siger Jørgen Holm Christensen.

Ville indkvartere flygtninge på skibe

Den seneste ide har dog intet med offshore vind at gøre, men den har noget med den aktuelle situation i Ukraine at gøre. Boliger til flygtningen behøver nemlig ikke være på landjorden.

- Jeg havde en ide om at skaffe det fineste hotelskib med virkelig gode faciliter til Københavns Kommune til de ukrainske flygtninge, fortæller Jørgen Holm Christensen.

Han havde gennem sit netværk fundet hotelskibet i Norge, hvor han tog repræsentanter for kommunen med på rundvisning.

- De var meget positivt overrasket over niveauet, da vi var i Norge. Men ugen efter takkede de alligevel nej. Jeg er bare ærgerlig over, jeg måtte ringe til samarbejdspartnerne og fortælle om afslaget, siger Jørgen Holm Christensen.

Han har dog stadigt et håb for ideen.

- Vi kigger på muligheden i Hamborg. Hvis det var lykkes med København, så havde jeg været tilbage, lyder det fra Jørgen Holm Christensen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter