IEA: Mangel på sjældne jordartsmetaller kan bremse grøn omstilling

Det Internationale Energiagentur advarer mod, at det er et mismatch mellem udbud og efterspørgelse af sjældne jordartsmetaller, som er nødvendige til at bygge blandt andet vindmøller og elbiler.
10. MAJ 2021 13.46

De er sjældne og ofte overset i den grønne omstilling, men ikke desto mindre spiller sjældne jordmetaller og mineraler en vigtig rolle i den grønne omstilling. Kobber, lithium, nikkel, kobolt og sjældne jordartsmetaller er nemlig en del af ingredienserne i eksempelvis vindmøller, solceller og elbiler. 

Det er derfor et problem, at der lige nu er et mismatch mellem udbudet af disse sjældne materialer, og hvor stor efterspørgelsen er, viser en ny rapport fra Det Internationale Energiagentur (IEA). 

Det er derfor nødvendigt med en global og grundig planlægning, så det er muligt at undgå flaskehalse og prisstigninger, advarer administrerende direktør i IEA, Fatih Birol. 

- Hvis vi ikke gør noget, kan disse potentielle sårbarheder bremse den globale vej mod en ren og bæredygtig energiforsyning, gøre omstillingen dyrere og dermed hindre de internationale tiltag mod klimaforandringer, siger Fatih Birol.

Den grønne omstilling kræver mange af de særlige metaller. En elbil kræver fx seks gange så mange af de særlige metaller som en konventionel bil, mens en vindmøllepark kræver ni gange så mange sjældne metaller som en gaskraftværk, skriver IEA.

Monopol kan bremse udvikling

Fordelingen af metallerne er langt fra lige og er ofte koncentreret omkring et fåtal af lande i en monopollignende situation. I nogle tilfælde sidder de tre største producenter på 75 pct. af udbudet af metallerne, hvilket skaber en sårbar situation, der hurtigt kan blive truet af geopolitisk magtspil, prisinflation eller restriktioner.

Det var blandt andet derfor, at selskabet Greenland Minerals ønskede at åbne en mine i Kvanefjeldet i håbet om at finde sjældne jordartsmetaller så som magnetmetaller. Projektet blev dog mødt af en stor lokal modstand, da Greenland Minerals ligeledes vil udvinde uran som et biprodukt i minedriften. Jagten på Uran blev en af de primære årsager til, at projektet blev et af de helt store temaer til det grønlandske valg, hvor mine-modstanderne og venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA) fik flest stemmer.

Kina sidder i dag på en stor del af verdens mineralmetaller, da Kina både har en stor naturlig forekomst af mange af de særlige metaller, ligesom Kina har opkøbt og importeret store mængder i de senere år.

Manglen på de sjældne metaller behøver dog ikke at blive et problem for den grønne omstilling, fortæller Fatih Birol. 

- Udfordringerne er ikke umulige, men situationen kræver, at regeringer giver klare signaler om, hvordan de planlægger at forvandle deres klimaløfter til handling. Ved at handle nu, kan vi sammen undgå risikoen for prisvolatilitet og forstyrrelser i forsyningskæderne, siger Fatih Birol. 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter