IMF opskriver forventningerne til verdensøkonomien i 2024
Det kommer til at gå lidt bedre med verdensøkonomien i 2024 end forventet, lyder det tirsdag i Den Internationale Valutafonds (IMF) halvårlige opgørelse. Det tilskriver IMF en god portion modstandsdygtighed i de rige lande og vækstlandene.
Organisationens prognose siger, at der kommer en vækst på 3,1 pct. på globalt plan i 2024. Det er 0,2 procentpoint mere end IMF's tidligere prognose.
- Det er en betydelig opjustering, der i runde tal svarer til godt 2.500 mia. kr., hvilket er nogenlunde på niveau med den samlede produktion i dansk økonomi over ét helt år, siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
Han kalder det godt nyt for dansk økonomi, der "i høj grad er afhængig af gode afsætningsmuligheder på vores eksportmarkeder". IMF's cheføkonom, Pierre-Olivier Gourinchas, siger ifølge AFP, at forklaringen ikke bare er den gode udvikling i USA's økonomi.
Han fremhæver også udviklingen i lande som Kina, Rusland, Brasilien og Indien.Særligt når det gælder Rusland må det være meget skuffende for USA og Europa, at deres sanktioner i forbindelse med den russiske krig i Ukraine, ikke tærer hårdere på Rusland økonomi.
ritzau jel