Ingen har klaget over etableringstilladelse til Danmarks største havvindmøllepark
Den 31. oktober 2024 modtog RWE tilladelse fra Energistyrelsen til at etablere Danmarks største havvindmøllepark, Thor. Der var dog fortsat mulighed for utilfredse interessenter at gøre indsigelser mod tilladelsen.
Den klagefrist udløb dog 28. november, og ingen har valgt gøre indsigelse til Energistyrelsen over etableringstilladelsen. Det oplyser RWE, som står bag Thor Havvindmøllepark, torsdag i en pressemeddelelse.
- Vi er utrolig glade for, at der har været så positiv stemning omkring Thor, og at vi nu kan begynde etableringen på havet vel vidende, at der er lokal opbakning til projektet. Det er lykkedes at få en etableringstilladelse til et af Europas mest ambitiøse vedvarende energiprojekter uden nogle klager. Det skyldes blandt andet en løbende, konstruktiv dialog med både kommunerne og med borgerne på den jyske vestkyst, siger Pernille Asgaard Haaning, som er adm. direktør i RWE Danmark.
Anlægsarbejde kan begynde
Med etableringstilladelsen har RWE nu alle tilladelser på plads til at begynde installationen af Thor Havvindmøllepark på havet. Det er kulminationen på et stort forberedende arbejde, som har været i gang siden RWE vandt udbuddet om Thor Havvindmøllepark i 2021.
Byggeriet er allerede godt i gang på land med nedlægning af kabler og etablering af en transformerstation i Lemvig Kommune, hvor strømmen fra parken vil blive modtaget, hvorefter den sendes ud i elnettet
- Thor Havvindmøllepark bliver Danmarks største havvindmøllepark til dato, og er dermed afgørende for den grønne omstilling af Danmark. Projektet vidner om, hvad der er muligt at gennemføre, når rammerne er til stede. Det er takket være et godt samarbejde mellem projektudvikler, staten og stærke lokale kræfter, der sammen har arbejdet for at skabe optimale rammer for den grønne omstilling, siger Pernille Asgaard Haaning.
Når Thor idriftsættes i 2027, vil parken bestå af 72 vindmøller med en samlet effekt på en GW placeret ca. 22 kilometer ud for den jyske vestkyst, nærmere bestemt ud for Thorsminde, hvor RWE allerede har oprettet et mindre lokalt kontor. Thorsminde Havn kommer samtidig til at fungere som drift- og servicebase for havvindmølleparken.
amp