Internationalt konsortium vil gøre Bornholm til grøn tankstation
Et nyt internationalt konsortium vil sikre, at fx Bornholmslinjen i fremtiden kan tanke grønne brændstoffer på Bornholm. Mere end 60.000 skibe passerer hvert år Bornholm i Østersøen.
Foto: Bornholmslinjen

Internationalt konsortium vil gøre Bornholm til grøn tankstation

Ørsted, Port of Rønne, Haldor Topsøe og Bornholmslinjen er med i Bornholm Bunker Hub, der vil undersøge mulighederne i grønne brændstoffer til skibsfarten i Østersøen.
14. JUN 2021 12.55

Der skulle ikke gå lang tid fra at anbefalingerne fra de regionale vækstteams blev taget op af erhvervslivet. Vækstteam Bornholm havde foreslået, at Bornholm skulle gøres til et stort grønt testcenter for blandt andet bæredygtige brændstoffer og på sigt gøre øen til en grønt samlingspunkt for skibstrafikken i Østersøen.

Den ambition er nu kommet tættere på, da det internationale konsortium Bornholm Bunker Hub vil undersøge muligheden for at etablere en tankstation med grønt skibsbrændstof på Bornholm.  

- Bornholm passeres dagligt af mange skibe fra hele Østersøområdet. Det er indlysende at få ideen om en bunkerhub på Bornholm og undersøge muligheden og potentialet for at skabe en bæredygtig forretning i fremtiden, siger Carsten Jensen, CEO i Bornholmslinjen.

Konsortiet Bornholm Bunker Hub har netop igangsat en forundersøgelse for at afklare det økonomiske potentiale i at levere bæredygtige brændstoffer i Østersøen, brændstoffer som er produceret ved brug af offshore vindenergi.

Fra vindmøller til skibsfart

Projektet vil undersøge muligheden for, hvordan lokal Power-to-X kan understøtte behov for bæredygtige brændstoffer til de mere end 60.000 skibe, der hvert år passerer Bornholm midt i Østersøen.

- Vi ser et stort potentiale i at udnytte Bornholm som en energiø til at opfylde den danske regerings ambitiøse mål for at nedbringe CO2-udledningen. Danmark har en unik mulighed for at skabe en industriel styrkeposition inden for produktion af bæredygtige brændstoffer til tung transport og skabe arbejdspladser i processen, siger Anders Nordstrøm, chef for Ørsteds brint og Power-to-X afdeling.

- Bornholms strategiske placering gør det ideelt som et knudepunkt for grønne energiløsninger, og vi ser frem til at undersøge potentialet for at levere bæredygtige brændstoffer til skibsfart fra Bornholm, tilføjer Anders Nordstrøm.

Foruden Ørsted er Molslinjen, Haldor Topsoe, Bunker Holding Group, Wärtsilä, Rambøll, Bureau Veritas og Port of Roenne A/S også med i konsortiet.

Attraktivt for hele regionen

Det er ikke kun interessant for Danmark. Projektet skal kunne komme hele Østersø-regionen til gode, heriblandt Sverige, Polen og Tyskland, hvilket også er reflekteret i deltagerne i projektet, hvor der er partnere fra Belgien og Norge.

- Vi ser Bornholm Bunker Hub-initiativet som meget interessant i forhold til vores igangværende udvikling af multifuel motorer og test af fremtidige rene brændstoffer til skibsfart. Vi ser virkelig frem til de erfaringer, som deltagelsen i et sådant fremadrettet konsortium vil give os, siger Cato Esperø, salgschef for Wärtsilä i Norge.

- Bornholm-projektet samler alle relevante interessenter for at få dette til at ske. Hos Bureau Veritas vil vi støtte dette spændende projekt ved at levere teknisk og lovgivningsmæssig ekspertise til sikker opbevaring og håndtering af alternative grønne brændstoffer og ved at adressere certificeringen af disse brændstoffer til oprindelsen, tilføjer Gijsbert de Jong, Marine Chief Executive Nordics hos belgiske Bureau Veritas Marine & Offshore. 

esl

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter