Inviterede journalist men fortrød: “Det skal være sådan, at politikerne kan tale frit
Dansk Offshore holder sit årsmøde i dag fra kl. 14 i Mogens Dahls Koncertsal på Islands Brygge uden medier til stede, så "politikerne kan tale frit".
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DOI.dk

Olie, gas og demokrati:
Inviterede journalist men fortrød: “Det skal være sådan, at politikerne kan tale frit”

Dansk Offshore brancheorganisationen for olie- og gas i Danmark inviterede til sit årsmøde DOI.dks redaktør Jesper Ernlund Lassen, til sit årsmøde, men fortrød dagen inden ad to omgange. I 2021 skete noget lignende for forsker og klimaaktivist Laura Horn.
9. MAJ 2023 15.00

- Du var inviteret og tilmeldt, men nu er det blevet bestemt, at der slet ingen journalister skal med til vores årsmøde, lyder det beklemt fra kommunikationschef i Dansk Offshore Nina Skyum-Nielsen.

Det er anden gang, at kommunikationschefen ringer til mig, for allerede samme mandag formiddag modtager jeg et første opkald. På det tidspunkt er invitationen, der faldt på et STAR-samarbejdsmøde januar måned af Dansk Offshores adm. direktør Martin Næsby, endnu ikke helt trukket tilbage.

- Nu er det blevet besluttet, der ikke skal journalister med, og du er den eneste inviterede journalist, siger Nina Skyum-Nielsen og uddyber:

- Det skal være sådan, at politikerne kan tale frit.

Årsmødet hos Dansk Offshore er nemlig gæstet af to folketingspolitikere og en europaparlamentariker. Alle er danske og demokratisk valgte. Det er MEP Pernille Weiss (C) samt folketingspolitikerne Mona Juul (C) og Karin Liltorp (M), som er fysisk tilstede, mens klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) deltager via en videotale.

Kommunikationschefen og jeg ender med at aftale, at jeg deltager i årsmødet til ”baggrund” og dermed ikke kommer til at citere talerne. Udover politikere er forskere og Polens ambassadør på talerlisten. Der er også talere fra olie- og gasbranchen eksempelvis Dansk Offshores formand, TotalEnergies direktør Martin Rune Pedersen. Egentlig ville jeg gerne have dækket årsmødet, men det næstbedste er at være med til baggrund, som jeg tidligere har været hos både Green Power Denmark og Deutsche Bank.

Det endelige afbud

Men den blide landing efter fejlinvitationen kommer ikke til at holde længe. Da jeg sidst på eftermiddagen modtager en sms fra kommunikationschefen, der beder om et opkald. I samtalen bekræfter Nina Skyum-Nielsen både invitationen og tilmeldingen, men også at jeg nu bliver afinviteret til årsmødet. Der er ganske enkelt et ønske om, at der ingen journalister skal være til årsmødet.

Når man bliver afinviteret, er der ikke meget andet at gøre end at acceptere det. Kommunikationschefen og jeg afslutter samtalen i al fordragelighed, og jeg modtager efterfølgende en takke sms, som jeg besvarer med: ”Det er okay, Nina”.

Det er helt okay, men en journalist der er blevet afinviteret med begrundelsen, at danske demokratisk valgte politikere skal kunne tale frit, er det en anden sag. Derfor vælger DOI.dk at skrive om afbuddet.

Det er nemlig ikke første gang, at Dansk Offshore har været midt i en lignende sag. Tilbage i 2021 afholdt Olie Gas Danmark som brancheorganisationen hed dengang årsmødet og konferencen Dansk Offshore Summit 2021. Her fik klimaaktivisten og RUC-forskeren Laura Horn kancelleret sin bestilte og betalte billet til det åbne event.

Det var noget, som andre medier også skrev om eksempelvis Videnskab.dk. Brancheorganisationen fortrød dog herefter, og inviterede forskeren til at deltage i en paneldebat. Men Laura Horn endte med at afvise invitationen. I mellemtiden har Dansk Offshore besluttet at det kun er muligt at deltage, hvis man er inviteret.

Nu går Dansk Offshore skridtet videre og udelukker DOI.dk efter en bekræftet invitation, så politikerne kan tale frit uden demokratisk overvågning.

DOI.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar til afbuddet fra Dansk Offshores adm. direktør Martin Næsby.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter