Klagenævn underkender miljøtilladelse til Baltic Pipe-projekt
Gasrøret blev svejset sammen til ét langt stykke på 850 meter, inden det blev trukket gennem klitterne ved den jyske vestkyst.
Foto: Energinet, Red Star Photo

Klagenævn underkender miljøtilladelse til Baltic Pipe-projekt

Miljø- og Fødevareklagenævnet underkender Miljøstyrelsens miljøtilladelse til Baltic Pipe-projektet. Energinet har ikke taget nok hensyn til hasselmus, birkemus og flagermus blandt andet.
3. JUN 2021 15.05

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet den miljøtilladelse til Baltic Pipe-projektet, som Miljøstyrelsen udstedte tilbage i juli 2019. 

Ifølge klagenævnet udstedte Miljøstyrelsen miljøtilladelsen, før det var tilstrækkeligt belyst, hvordan de såkaldte bilag-IV-arter, fx hasselmus, birkemus og flagermus og deres yngle- og rasteområder, bliver beskyttet under arbejdet med den ca. 210 km lange gasledning.

- Vi er meget kede af afgørelsen. Da vi i 2019 fik myndighedernes miljøtilladelse til Baltic Pipe, var det beskrevet, at der skulle arbejdes videre med en række tiltag for at sikre gode levevilkår for bl.a. de hasselmus, birkemus og flagermus, der lever nogle af de steder, Baltic Pipe-ledningen går igennem. Vi har siden arbejdet videre med en række tiltag for at beskytte dyrene. Men klagenævnet siger, at alle de tiltag skulle have været helt klarlagt, inden miljøtilladelsen blev givet, siger Marian Kaagh, vicedirektør og leder af Energinets afdeling for anlægsprojekter.

Energinet vil nu sammen med myndighederne få klarlagt, hvilke konsekvenser afgørelsen får for Baltic Pipe-projektet, men er i gang med en nedlukningsplan af anlægsarbejderne, indtil der foreligger de nødvendige tilladelser.

-  Vi har nu brug for grundigt at undersøge, hvad det betyder for Baltic Pipe-projektet og især anlægsarbejdet de steder, hvor de beskyttede bilag-IV-arter lever, siger Marian Kaagh og tilføjer:

- Baltic Pipe er et stort anlægsprojekt, der krydser Danmark, og som ikke kan undgå at skabe gener, men vi har fuldt fokus på, at gasledningen bliver anlagt så skånsomt som muligt over for mennesker og natur, herunder også at sikre gode levevilkår for beskyttede arter, som undervejs kan blive berørt, siger hun. 

Det er endnu uklart, hvornår der kommer en yderligere afklaring af det videre forløb. Indtil da sættes projektet på pause. 

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ligeledes ophævet Energinets VVM-godkendelse af et landanlæg til Vesterhav Syd.

esl 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter