Klimaet er et af hovedtemaerne i Norges valgkamp
Kampen mod klimaforandringer er et af hovedtemaerne i den norske valgkamp, som er inde i den allersidste fase forud for valget mandag.
I Stavanger, der traditionelt er et centrum for landets olieindustri, satses der stærkt på en fremtid med et lavt udslip at CO2.
På landsplan udledte Norge drivhusgasser i 2020 i en mængde, der svarer til omkring 13,3 millioner ton CO2 fra produktionen af fossile brændstoffer.
- Men udslip fra norsk olie og gas anvendt i udlandet var 30 gange så højt – omkring 400 millioner ton, påpeger senior forsker Robbie Andrew i klimatænketanken Cicero i Oslo.
Norge er som ledende olieproducent i Vesteuropa under stadigt voksende pres fra miljøgrupper, som vil have stoppet alle nye olie- og gasprojekter af hensyn til klimaet.
Det socialdemokratiske Arbeiterparti, som ledes af Jonas Gahr Støre, er favorit til at vinde valget sammen med dets allierede - deriblandt Sosialistisk Venstreparti. De står i meningsmålingerne til at kunne overtage magten fra den regerende koalition under ledelse af den konservative statsminister, Erna Solberg.
Men mens Arbeiterpartiet støtter fortsat olieproduktion, så er de potentielle partnere i Socialistiske Venstreparti imod. Det har fået partiet til at gå frem i meningsmålingerne.
Også Miljøpartiet De Grønne har vundet nye vælgere og har fået en medlemstilgang på 25 pct.
Olie og gas står for stor del af eksport
Men det er et område, hvor der venter mange konflikter og vanskelige udfordringer. Olie- og gassektoren står for 42 pct. af Norges nationale eksport og beskæftiger omkring 160.000.
- Men meget nyt er i gære her i Stavanger, hvor der er en udbredt erkendelse af, at vi må forberede os på et liv efter olien, siger den 49-årige Svein Kvernstuen, som leder virksomheden Beyonder.
Selskabet fremstiller battericeller, der kan oplades meget hurtigt.
Lige som sin far arbejdede Kvernstuen tidligere på olieplatformene i Nordsøen.
Han håber nu på en ny regering, som kan fokusere på uddannelse af faglærte til hans planlagte pilotvirksomhed til omkring 500 mio. kr.
Også virksomheden NorSea, der har leveret forsyningshavne til olie- og gasplatformene i Stavanger, forsøger nu at udvikle vindturbiner.
Ritzau/Reuters