Klimaminister afviser CO2-afgift: Georg Gearløs-agtigt

Regeringen præsenterer onsdag nyt klimaudspil, men det bliver uden en CO2-afgift, som flere har efterlyst.
20. MAJ 2020 8.16

Klimaminister Dan Jørgensen (S) afviser at indføre en CO2-afgift som led i den klimaplan, der fremlægges onsdag. Det skriver Børsen.

Når coronakrisen har ramt så hårdt økonomisk, er det ikke tiden at sende nye afgifter i borgere og virksomheders retning, siger han til avisen.

- Op mod 50.000 danskere har mistet jobbet, og rigtig mange virksomheder er i fare for at skulle lukke. De er pressede. Så er det altså ikke nu, vi kommer med den store stok og bøffer dem i hovedet.

Klimarådet, der rådgiver regeringen i klimaspørgsmål, har ellers sagt, at en CO2-afgift vil være den mest omkostningseffektive måde at nedbringe CO2-udledningen, men Dan Jørgensen mener, at en CO2-afgift er en 'skrivebordsøvelse'.

- Der findes ikke noget sted i verden, der har introduceret sådan en Georg Gearløs-agtig model, som Klimarådet foreslår, siger han til Børsen.

Han udelukker ikke, at det kan ske i fremtiden. Men altså ikke lige nu.

De Radikale har tidligere truet med at vælte regeringen, hvis ikke den fremlagde en klimaplan inden sommerferien. Det sker nu, men i partiet havde man også gerne set en CO2-afgift i Danmark. Også de resterende af regeringens støttepartier har efterlyst en afgift. 

I landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, er der dog glæde over, at man slipper for en CO2-afgift.

Ritzau

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter