Klimaministeren vil være folketingsmedlem
Klimaminister Lars Aagaard (M) vil vælges ind i Folketinget. Det siger han til Altinget.
Da SVM-regeringen blev dannet efter folketingsvalget 1. november 2022, blev Aagaard hentet ind til ministerholdet udefra som klima-, energi- og forsyningsminister. Inden da var han administrerende direktør i Dansk Energi.
- Jeg skal op at hænge i en lygtepæl. Det lover jeg, og det lovede jeg også, da jeg blev spurgt om at blive minister, siger Aagaard til Altinget.
Det er ikke afklaret endnu, hvilken valgkreds han får. Når den er fundet, vil det være første gang, at Aagaard forsøger at blive valgt ind i Folketinget.
Moderaterne anført af den tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen kom ind i Folketinget ved 2022-valget i første forsøg. Og det var endda med 16 mandater, hvilket kun blev overgået af Socialdemokratiet og Venstre.
To ministre hentet ind ude fra
I dag har Moderaterne 15 mandater, da Jon Stephensen er blevet løsgænger grundet en sag, hvor han havde sendt en række upassende beskeder til en kvindelig partifælle på 19 år.
Moderaterne fik fem ministerposter. Tre af dem gik til folketingsmedlemmer. Partistifter og leder Lars Løkke Rasmussen blev udenrigsminister, mens Jakob Engel-Schmidt blev kulturminister og Mette Kierkgaard ældreminister.
To blev hentet ind udefra. Foruden Aagaard var det Christina Egelund som uddannelses- og forskningsminister. Hun har tidligere siddet i Folketinget for Liberal Alliance. Hun er ligeledes på jagt efter en valgkreds, skriver Altinget.
Næste valg finder sted senest 31. oktober 2026.
/ritzau/