Klimaregnskab til åben skue i Holstebro

Alle data fra Holstebros klimaregnskab ligger samlet og offentligt tilgængelige på en ny hjemmeside.
30. NOV 2024 9.00

HOLSTEBRO: Det er nemt at følge med i Holstebro Kommunes klimaregnskaber. 

Alle data er nemlig offentlige og ligger på en ny hjemmeside. Og det er helt bevidst, at kommunen har løfter sløret for deres grønne regnskab:

- Vi har åbnet døren ind til maskinrummet for at give borgere og virksomheder i kommunen mulighed for at se, at vi har meget at være stolte af, når det kommer til den grønne omstilling, siger Karsten Filsø (SF), formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget. Han tilføjer:

- Vi håber også, det kan give anledning til gode partnerskaber på de områder, hvor det er svært at nå i mål med klimareduktionerne. I alle tilfælde er vi glade for, at vi kan dele et databaseret grundlag for gode samtaler om, hvordan vi klogest når i mål med omstillingen.

Konkrete temaer og tiltag

På den nye hjemmeside kan man bl.a. dykke ned i tal forbundet med de fire hovedtemaer "Energi", "Transport", "Landbrug og arealanvendelse" samt "Affald, spildevand og industrielle processer". 

Ambitionen er, at brugervenlige oversigter og nøgletal gør det let at se sammenhængen mellem drivhusgasudledninger og kommunens konkrete indsatser for at reducere dem.

Fx kan man under temaet "Energi" se, at antallet af olie- og gasfyr i kommunen er faldende, og at der i 2022 blev produceret mere grøn strøm, end der blev forbrugt. Derfor blev dele af den grønne strøm eksporteret. På hjemmesiden kan man også læse, at drivhusgasudledningerne er reduceret siden 1990, og at udviklingen fortsat går i den rigtige retning. 

- Med et særligt fokus på omstilling i energisektoren er vi nået et godt stykke af vejen. Men i Natur-, Miljø- og Klimaudvalget er vi samtidig opmærksomme på, at det er den sidste del af vejen, der er den sværeste. Her skal alle bidrage, for at vi som samfund når målene, som i sidste ende skal være med til at afbøde klimaforandringer og ikke mindst ruste os til at trives i en omstillet virkelighed, siger Karsten Filsø.

ap

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter