Kommuner dropper investeringer i olie og gas
REBILD / MARIAGERFJORD: I både 2018 og 2019 skrev DR om en række kommuner, som investerede millioner i oliefirmaer som Exxon, Shell og BP.
Her viste en gennemgang, at ni kommuner fortsat investerede i industrien, selvom de året forinden havde lovet, at de ville se på investeringer, som eksempelvis 'ikke matcher kommunens grønne politik', som Holstebros borgmester H.C. Østerby (S) forklarede det.
- Jeg er glad for, at vi har så lille en investering på under en mio. kr. Den lille del ændrer ikke ved, hvor grøn en kommune Holstebro er, siger han, da DR fulgte op på kommunens investeringer.
Nu har Rebild og Mariagerfjord kommuner droppet deres investeringer i industrien, skriver Nordjyske.
- Vi vil gerne presse de firmaer i olie, kul og gasindustrien til at finde en bedre måde på at brænde deres fossiler af, og derfor har vi trukket vores investeringer ud der, siger borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen (V).
Her har man nu sat som krav, som udelukker virksomheder, hvis omsætning overstiger fem pct. fra olie og gas samt kul, oplyser kommunen til Nordjyske. Det samme gælder Rebild Kommune. Den eneste virksomhed som er på listen over de 100 mest CO2-udledende virksomheder, og som de to kommuner fortsat investerer i, er franske Engie SA.
esl