Ny podcast hos Kommunen.dk:
Kommunerne redder klimaet
DK Nyts søstermedie, Kommunen.dk, lancerer i dag sin nye podcastserie "Kommunerne redder klimaet", hvor der bliver sat spot på klimaindsatsen i en række kommuner.
I første afsnit fortæller formand for KL’s Miljø og Teknikudvalg og borgmester i Frederikshavn, Birgit S. Hansen (S), hvorfor det er afgørende, at lokalpolitikerne tør stille sig op på ølkassen og møde utilfredse borgere – også selvom hun tidligere har været lidt bange borgernes vrede og frustation i vindmølledebatten.
Men det er helt afgørende, at borgerne reelt bliver hørt og taget med ind i debatten, for at borgerne ikke føler, at de bare bliver tromlet.
Det er Tue Damsø, projektchef i Concitos DK2020 projekt, enig i. Han fortæller i podcasten om, hvad der skal til for, at vindmøller og solceller bliver lettere at sælge for lokalpolitikerne.
Podcasten er lavet med den grønne tænketank Concito som videnspartner. Nyt afsnit hver uge i løbet af februar/marts.
Følg serien på Kommunen.dk eller lyt med her.