Konflikt i Det Røde Hav får EU til at nedjustere vækstprognose

EU's økonomi ventes at vokse med 0,9 procent i år. Tidligere lød vækstprognosen på 1,3 pct.
15. FEB 2024 12.57

Økonomien i EU kommer ikke til at vokse i et lige så højt tempo i 2024 som tidligere ventet. Det viser EU-Kommissionens vinterprognose, som er blevet præsenteret torsdag. Nu ventes EU's økonomi at vokse med 0,9 pct. for hele året. I efteråret lød vækstprognosen på 1,3 pct. Grundlaget for de lavere forventninger begrundes med de geopolitiske spændinger, der blandt andet tager udgangspunkt i Mellemøsten og Det Røde Hav.

Konflikten er med til at vippe balancen, så pilen i højere grad peger mod ugunstige resultater end det modsatte. Det Røde Hav er et af verdenshandlens absolutte knudepunkter, men i de seneste måneder har en række angreb mod skibe fået mange rederier til at indstille sejladsen i området. Hvis der i 2024 sker yderligere forstyrrelser af handlen, kan det blandt andet være med til at øge prispresset, skriver EU-Kommissionen i sin rapport.

- EU-økonomien gik ind i 2024 på et svagere grundlag end tidligere forventet, lyder det.

Efter kun lige at have undgået en teknisk recession i andet halvår af 2023, forbliver forventningerne til første kvartal desuden afdæmpede. En teknisk recession betegner to kvartaler i træk med økonomisk tilbagegang. I rapporten har man også afsat tid til at spå om dansk økonomis udvikling i år. Væksten på 0,9 pct. gælder også for Danmark.

Ifølge Allan Sørensen, der er cheføkonom hos Dansk Industri (DI), har dansk økonomi fået en skidt start på året.

- Der skal virkelig meget fart på væksten i de kommende kvartaler, hvis vi skal presse væksten op over en pct. i 2024, skriver han i en kommentar.

- Vi styrer mod en meget blød landing i dansk økonomi. Væksten vil være lav, og vi får en mindre tilbagegang i beskæftigelsen i 2024. Den gode nyhed er, at inflationen har kurs mod et mere normalt niveau.

/ritzau/ jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter