Lånegarantier på 35 mio. kr. på vej til Frederikshavn Havn
Frederikshavn Havn har store økonomiske problemer. (Arkivfoto.)
Foto: Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix

Lånegarantier på 35 mio. kr. på vej til Frederikshavn Havn

Det er en lånegaranti på 20 mio. kr. og en på 15 mio. kr., der i morgen skal behandles i byrådssalen.
19. MAR 2024 9.05

FREDERIKSHAVN: Gælden i Frederikshavn Havn er i omegnen af 1,5 mia. kr. Snart bliver den dog formentlig endnu højere. I morgen skal byrådet nemlig på et lukket punkt behandle, om kommunen vil garantere for to nye lån. DOI.dk erfarer fra sikker kilde, at det drejer sig om beløb på samlet 35 mio. kr.

Den todelte garanti består af 20 mio. kr., der skal bruges på at færdiggøre Stena Oil-tankterminalen, der i forvejen har kostet havnen 460 mio. kr., hvilket er langt mere end de budgetterede 210 mio. kr. Når og hvis de nye garantier kommer igennem byrådet i morgen, så kommer terminalen op på at have kostet hele 480 mio. kr.

De resterende 15 mio. kr. skal ifølge oplysningerne, som DOI.dk ligger inde med, bruges til reparationer, efter at skibet "Zafiro Producer" rev sig løs fra sin fortøjning i Frederikshavn Havn under efterårets storme i oktober sidste år. Skibet ligger til skrotning hos virksomheden M.A.R.S. Europe A/S, der ophugger skibe og boreplatforme. 

Det er tredje gang på kort tid, at kommunen skal tage stilling til, om den vil kautionere for nye lån på den kommunalt ejede Frederikshavn Havn. I efteråret 2023 nikkede byrådspolitikerne "ja" til at gøre det alle gange for lån til en samlet værdi på 207 mio. kr.

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter