Lov på plads for EUs største geotermiske anlæg
Der er stort potentiale i at bygge flere geotermiske anlæg i Danmark. Det kan dog også gå helt galt, vidner et skrækeksempel fra Viborg-egnen om (billedet). Her løb omkostningerne løbsk i forbindelse med etableringen af et geotermisk anlæg, der derfor aldrig blev andet end et meget dyrt hul i jorden.
Foto: Morten Dueholm/Ritzau Scanpix (arkiv)

Lov på plads for EU's største geotermiske anlæg

Vedtagelse i Folketinget baner vejen for anlæg i Aarhus, som bliver det første storskala-anlæg i landet, der udnytter varme fra undergrunden.
2. MAR 2023 11.10

AARHUS: Folketinget har i dag vedtaget en ny lov, der baner vejen for Danmarks første geotermianlæg i stor skala i Aarhus, og som forventes at blive EU's største af sin slags. Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Det er fjernvarmeselskabet Kredsløb og geotermiselskabet Innargi A/S, der står bag det store projekt, der inden udgangen af 2030 forventes at kunne dække ca. 20 procent af fjernvarmebehovet i Aarhus. Det sker ved at pumpe varmt vand fra undergrunden op og lade det forsyne forbrugerne med fjernvarme.

- Vores ambitiøse klimamål gør det nødvendigt at tage alle grønne energiteknologier i brug. Med de nye regler baner vi vejen for grøn varme fra undergrunden til 35.000 aarhusianske hjem ved at give gode betingelser for investeringer, mens vi samtidig holder hånden under forbrugerne, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Tilsyn skal godkende undtagelse

I december 2021 blev et bredt flertal enige om, at den nuværende prisregulering ophæves for levering af geotermisk varme.

Prisfastsættelse skal fremover ske gennem en kontrakt mellem fjernvarmeselskab og geotermioperatør, der lægger et loft over de omkostninger, forbrugerne kommer til at betale for den geotermiske varme.

Forsyningstilsynet skal som uafhængig myndighed sige god for undtagelsen og kontrollere, at betingelserne er opfyldt. Samtidig sikres det, at forbrugerne ikke skal bære risikoen i forbindelse med de kilometer-dybe boringer i undergrunden.

I gang flere steder

I Danmark vurderes geotermi at kunne dække op mod 15-20 pct. af varmebehovet. Der arbejdes allerede på at udnytte geotermi i Hovedstaden, Holbæk og Skanderborg.

- Der arbejdes allerede på lignende projekter i andre byer, og jeg håber, at disse på sigt kan følge Aarhus, så vi udnytter det varme vand under vores fødder til fulde, og flere danskere forsynes med grøn varme fra undergrunden, siger Lars Aagaard.

Det var et bredt politisk flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, De Radikale, Enhedslisten, De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet, der i 2021 åbnede mulighederne for det nye energieventyr.

ak

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter