Mange virksomheder på Esbjerg Havn skal udnytte deres vækstpotentiale langt bedre
Kathrine Aae Nissen er specielt interesseret i at sætte gang i væksten i de små og mellemstore virksomheder som bestyrelsesmedlem.
Foto: Jesper Ernlund Lassen

”Mange virksomheder på Esbjerg Havn skal udnytte deres vækstpotentiale langt bedre”

Bestyrelseskvinden Kathrine Aae Nissen brænder for at hjælpe de små og mellemstore virksomheder og sætte gang i deres vækst. Det er en type firmaer, der er mange af på havnen i Esbjerg.
8. OKT 2021 10.10

Begejstringen lyser ud af øjnene på Kathrine Aae Nissen, der er professionelt bestyrelsesmedlem og ledelseskonsulent. Ingen kan være i tvivl om, hvilken type virksomhed hun holder meget af.

- Der er et helt specielt drive ved de små og mellemstore ejerdrevne virksomheder. Nogle gange er de måske tilfredse med et overskud på fem mio. kr., men hvis deres potentiale er 20 mio. kr., så skal det udnyttes. Her er det, jeg kommer ind og finder ud af, hvordan man rykker dem, fortæller Kathrine Aae Nissen.

Hun har som ledelseskonsulent rådgivet medicinal-virksomheden 2Care4 i Esbjerg, som gik gennem en ekspansionfra 20 medarbejdere til 200. I tiden i virksomheden blev der også tid til bestyrelsesuddannelse hos Insead.

Siden 2018 har Kathrine Aae Nissen været selvstændig som bestyrelsesmedlem og ledelseskonsulent. Her har hun mødt virksomheder, hvor der har muligheder, som ikke bliver brugt.

- Mange kan udnytte deres vækstpotentiale langt bedre langt bedre i Esbjerg. Der gælder specielt virksomhederne på havnen, slår hun fast.

- Lysten skal selvfølgelig være der til at vækste. Det er for dem, der vil arbejde med strategi og mål. Man skal lytte til medarbejderne undervejs, så de er med, når der skal i gang en vækstproces, siger Kathrine Aae Nissen.

Hun henviser til en virksomhed, der stod foran en udvidelse på Sjælland. Men der var en udbredt modstand hos nogle af medarbejderne. En del af de vigtige kulturbærer i firmaet ønskede nemlig ikke selv selv at skulle til Sjælland for at starte en ny filial op.

Det er derfor vigtigt, at man har medarbejderne med, når virksomheden skal udvikle sig. Det gælder ikke mindst i Esbjerg, hvor den grønne omstilling kommer til at påvirke virksomhederne på havnen særligt positivt.

- Virksomhederne her kan nærmest ikke undgå at vækste, siger Kathrine Aae Nissen.

Rådgivende bestyrelsesmedlem

Hvor nogle bestyrelsesmedlemmer bare dukker op til bestyrelsesmøderne, så tager Kathrine Aae Nissen sine erfaringer med fra sit arbejde som ledeleseskonsulent.

- Jeg er ikke interesseret i bare at møde op og have en kontrollerende bestyrelsesrolle. Jeg vil være et rådgivende og sparrende undervejs. Jeg giver et kald og hører, hvordan det går – måske endda hver uge, fortæller hun.

En aktiv ledelse kan være med til at give et skub til væksten. Det er der en simpel forklaring på, mener hun. 

- Ledelsen kan have de bedste intentioner om vækst, men så går der hverdag og drift i den. Så bliver vækstmålene bliver glemt. Her kan jeg gøre en forskel ved at være aktivt mellem bestyrelsesmøder. Jeg pakker ikke tingene ind. Min tilgang til arbejdet som bestyrelsesmedlem er professionel. Der er en stor forskel på, om man har en søster eller et andet familiemedlem siddende i bestyrelsen eller et professionelt bestyrelsesmedlem, fortæller Kathrine Aae Nissen.

Hun understreger, det er en rolle, der kræver både tillid og fortrolighed som opbygges over tid. 

Selvom virksomhederne på havnen i Esbjerg er et af Kathrine Aae Nissens fokusområder, så er det underordnet, hvor hun skal skabe væksten.

- Det er ligemeget om virksomheden sælger æbler eller pærer. Hvis der er et match og jeg kan gøre en forskel, så er det min fornemste rolle at hjælpe med at bryde mønstre, så der kommer vækst. Specielt hvis der er en udfordring, som nærmest er umulig, så er det lige mig, fortæller Kathrine Aae Nissen.

Værktøjer som organisationsanalyse om trivsel, ledelse og strategi går hånd i hånd med milepæle og målsætninger i det arbejde.

- Budget og månedlige afrapporteringer er noget af det, som skal til. Nogle små virksomheder får måske ikke lige lavet det, men så minder jeg om det, siger Kathrine Aae Nissen på en måde.

- Jeg vil ikke være direktør, jeg vil løfte direktionen, fortæller hun.

Diversitet for bundlinjens skyld

Sammensætningen i bestyrelserne har også en betydning for, hvordan virksomhederne klarer sig. 

- Jeg er ikke feminist, men der er behov for, at der er mere diversitet i bestyrelseslokalerne. Det skal være en mere broget skare, men det skal være for virksomhedens skyld og ikke for diversitetens, fortæller Kathrine Aae Nissen, der er medlem af netværket Bestyrelseskvinder.

Der er også en anden ting, der er vigtigt for Kathrine Aae Nissen og den drejer sig om nyuddannede og deres ambitioner.

- Jeg kunne godt tænke mig, at langt flere unge nyuddannede ville ud i de små og mellemstore virksomheder. Jeg var selv en af dem, der ville ind i en stor virksomhed, så jeg kunne få et godt navn på CV’et. Men i de små vækstvirksomheder, får man lov at lave alt. Det kan jeg kun anbefale, fortæller Kathrine Aae Nissen, der selv begyndte sin karriere i Bestseller men fik en enorm erfaring hos 2Care4 i hjembyen Esbjerg.

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter