Medie: Derfor blev direktør på skandaleramt havn bortvist
FREDERIKSHAVN: Først på året blev Frederikshavn Havns havnedirektør siden 2011, Mikkel Seedorff Sørensen, fyret. Men det blev ikke blot ved en fyring, for få måneder senere blev han bortvist og måtte dermed sige farvel til sin løn og firmabil i opsigelsesperioden. Hvad årsagen var til bortvisningen fra den gældsplagede havn, hvis drift endte med at blive hjemtaget af kommunen, har hverken borgmester og kommunaldirektør villet udtale sig om, da de tilkendegiver, at det er en personalesag.
Men nu mener Nordjyske at være kommet frem til årsagen til bortvisningen, som blev behandlet på et lukket punkt i økonomiudvalget og byrådet. Mediet erfarer, at to ting førte til bortvisningen. Den ene er et ejendomssalg, som er sket uden bestyrelsens godkendelse. Den anden årsag er, at havnedirektøren skal have tilbageholdt information om en lånegaranti, som kommunen skulle stille for havnen ifm. et lån hos Nordea.
Hverken borgmester Birgit S. Hansen (S) eller kommunaldirektør Thomas Eriksen vil bekræfte disse oplysninger. Heller ikke Mikkel Seedorff Sørensen vil kommentere oplysningerne, men ifølge Nordjyske forbereder han et juridisk opgør med kommunen for at få sin resterende løn tilbage, som beløber sig til ca. 145.000 kr. om måneden frem til januar næste år.
amp