Miljøminister vil udvide naturpark på havet

Udvidelse af naturnationalpark i Øresund begejstrer borgmester og naturfredningsforening, der ser det som tiltrængt hjælp til et nødlidende havmiljø.
15. SEP 2024 20.27

Miljøminister Magnus Heunicke (S) lægger op til at udvide det område, der skal være Danmarks første naturnationalpark på havet.

Det drejer sig om Øresund, hvor det i første omgang kun var meningen, at den nordlige del skulle udlægges som maritimt beskyttelsesområde. Søndag gik Heunicke til tasterne på det sociale medie X med en ny melding:

- Hele Øresund skal være en marin naturnationalpark, også Køge Bugt, lød budskabet fra ministeren.

Udover Øresund er Lillebælt udpeget som de foreløbig første to naturnationalparker på havet. Det blev de allerede i forbindelse med finansloven for 2022. Ligesom med de 15 naturnationalparker til lands er det planen, at de marine naturnationalparker skal have fred til at udvikle sig på egne præmisser.

Det betyder eksempelvis restriktioner omkring fiskeri og indvinding af råstoffer.

- Jeg ved, at der blandt andet ligger råstofzoner i Køge Bugt, men det er vigtigt, at vi skaber de bedste forudsætninger for en fantastisk havnatur, lyder det i opslaget fra Heunicke. 

Glad borgmester og forening

Hos Køge Bugt Alliancen har man længe arbejdet på at få hele Køge Bugt-området ned til Rødvig på Stevns med i en kommende marin naturnationalpark. Meldingen fra Heunicke begejstrer en af borgmestrene i alliancen, Greves borgmester Pernille Beckmann (V).

- Dyre- og plantelivet forsvinder på grund af iltmangel, og der er ekstreme mængder fedtemøg i Køge Bugt. Vi bliver nødt til at lade naturen få forrang, hvis vi skal sikre et godt havmiljø til næste generation, siger Pernille Beckmann.

Hos Danmarks Naturfredningsforening (DN) deler præsident Maria Reumert Gjerding begejstringen.

- Vi har stor ros til forslaget om at udvide området, så Køge Bugt også tæller med. Men vi ser gerne, at det bliver hele Øresund, så man også udvider mod nord og får området fra Gilleleje og hele vejen ned til Stevns med, siger hun.

Det har ifølge DN-præsidenten været uklart, præcist hvilke restriktioner der kommer til at gælde i de kommende marine naturnationalparker.

- Jeg synes, vi mangler en klar melding fra regeringen om indholdet. Står det til os, bør en marin naturnationalpark være et område, hvor man beskytter naturen, og hvor man ikke længere udvinder råstoffer, klapper havneslam eller fisker med bundslæbende redskaber, siger Maria Reumert Gjerding.

Hos WWF Verdensnaturfonden ser man gerne, at de to vedtagne marine naturnationalparker bliver til mange flere.Her ser man potentiale for at etablere mindst 20 naturnationalparker i havområderne omkring Danmark.

- Danmarks farvande skriger på naturgenopretning både i kystnære områder og ude på de dybere farvande, men havnaturen er alt for længe blevet politisk overset, siger Jacob Fjalland, miljøfaglig direktør i WWF Verdensnaturfonden, i en pressemeddelelse.

Verdensnaturfonden ser blandt andet mulighed for marine naturnationalparker i det sydfynske øhav, Sejerøbugten og dele af Limfjorden. Magnus Heunicke har indkaldt til politiske forhandlinger på Christiansborg om de kommende parker på havet på fredag. Det fremgår ikke, om den kommende naturparker kommer til at have indflydelse for havvindsprojekter.


jel /ritzau/

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter