Milliardær opgiver hedgefond for at tiltræde toppost i oliefond
Både finansminister Jan Tore Sanner og chef for den norske centralbank Øystein Olsen deltog på mandagens pressemøde.
Foto: Cornelius Poppe, Ritzau Scanpix

Milliardær opgiver hedgefond for at tiltræde toppost i oliefond

Nicolai Tangen kan som planlagt tiltræde post som chef i oliefond efter at have afviklet ejerskab i hedgefond.
25. AUG 2020 8.32

Den norske finansmand Nicolai Tangen har afviklet sit ejerskab i hedgefonden AKO Capital og kan dermed tiltræde stillingen som topchef for den norske oliefond 1. september.

Det oplyser chef for den norske centralbank Øystein Olsen på et pressemøde mandag aften.

Oliefonden, der forvalter den norske stats milliardindtægter fra salg af olie og gas, har været kastet ud i en krise omkring valget af Nicolai Tangen som den kommende topchef.

Tangen er en af Norges rigeste mænd, og hans ejerandel i fonden AKO Capital har været genstand for stor kritik - ikke mindst i det norske Storting.

Her har tingets finansudvalg blandt andet kritiseret det forhold, at Tangens ejerandel i fonden kan udgøre en interessekonflikt, når han tiltræder posten som topchef i oliefonden.

Nu er Tangens kontrakt dog blevet genforhandlet, og det indebærer blandt andet, at han opgiver sin ejerandel i fonden.

På et pressemøde mandag aften siger Nicolai Tangen, at det ikke har været nogen nem beslutning at afvikle sit ejerskab i AKO Capital.

- Hvis du havde fortalt mig i december, at det var det, som skulle til, havde jeg nok ikke søgt jobbet. Så var jeg nok ikke gået til den jobsamtale, siger han.

Parterne sad i krisemøde fra klokken 14 på hovedkontoret i Norges Bank.

Finansminister Jan Tore Sanner er glad for, at der er fundet en løsning.

- Jeg er glad for, at Nicolai Tangen og hovedbestyrelsen i Norges Bank hurtigt er kommet frem til en løsning, som efter min mening lever op til Stortingets retningslinjer, siger han.

Ritzau

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter