Nordsøfonden sendte 1,2 mia. kr. til statskassen i 2019
Foto: Total

Nordsøfonden sendte 1,2 mia. kr. til statskassen i 2019

Nordsøfonden har i 2019 betalt 806 mio. kr. i skatter og 400 mio. kr. i udbytte til staten.
4. MAJ 2020 12.08

Nordsøfonden har i 2019 sendt i alt 1,2 mia. kr. til den danske statskasse, fremgår det af Nordsøfondens og Nordsøenhedens årsrapport

Heraf fremgår det, at der i alt blev betalt 806 mio. kr. i selskabsskat og kulbrinteskat. Derudover er der overført yderligere 400 mio. kr. i udbytte til staten. 

Nordsøfonden og Nordsøenheden havde i 2019  indtægter for 3,3 mia. kr., som giver et overskud på 565 mio. kr. Det er en fremgang på 101 mio. kr. i forhold til året forinden, og viser en fortsat positiv tendens sammenlignet med 2016 og 2015, hvor man kunne notere sig et samlet underskud på godt 1,7 mia. kr. 

Det positive resultat kommer trods en mindre nettoomsætning og olie- og gasproduktion sammenlignet med tidligere år. 

I 2019 blev der produceret 17.700 tønder olie pr. dag i gennemsnit, hvilket er godt 12 pct. færre end i 2018 og og godt 23 pct. færre sammenlignet med 2017. 

Også gasproduktionen er faldet markant med 27 pct., hvilket dog var forventet på grund af den midlertidige nedlukningen af Tyra-feltets anlæg i september, som del af ombygningen. 

Nordsøfonden har i 2019 investeret 666 mio. kr., hvor størstedelen er gået til genopbygningen af Tyra-feltets anlæg. 

- Det kan undre nogle, at vi investerer så store summer i et nyt anlæg, når vi står over for en grøn omstilling. Men indtil vi når målet om et fossilfrit samfund, har vi fortsat brug for olie og gas, fortæller Birgitta Jacobsen administrerende direktør i Nordsøfonden og fortsætter:

- I overgangsfasen er olie- og gassektoren en del af løsningen og skal ligesom andre brancher bidrage til den grønne omstilling. I Nordsøfonden arbejder vi løbende på, at der anvendes miljørigtige og energieffektive løsninger i vores aktiviteter i Nordsøen. Vi forsøger gennem dialog med vores partnere at påvirke driften og arbejdet i licenserne.

esl

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter