Norge vil udnytte kinesisk klimateknologi i nyt parløb med Kina
Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, besøger Kina fra mandag til onsdag. (Arkivfoto). - Foto: Jorge Guerrero/Ritzau Scanpix

Norge vil udnytte kinesisk klimateknologi i nyt parløb med Kina

Norge har meget at lære af Kina, lyder det fra Norges statsminister, der er på besøg hos Xi Jinping i Kina.  
9. SEP 2024 13.10

Norge og Kina har besluttet at gå sammen om at bekæmpe klimaforandringerne. Det fortæller Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, skriver nyhedsbureauet NTB. Støre har mandag indledt et tre dage langt besøg hos den kinesiske præsident, Xi Jinping, i Kinas hovedstad, Beijing. De nærmere detaljer i samarbejdet bliver først offentliggjort senere.

- Jeg er glad for, at vi i morgen bliver enige om et tæt og struktureret samarbejde om klima. Kinas udvikling af klimateknologi fortsætter, og der sker fremskridt i deres egen økonomi, så vi har meget, vi kan lære og udveksle, siger Støre.

På et pressemøde siger Xi Jinping, at Støre allerede nævnte miljø- og klimaproblematikken, da de to mødtes i 2010. Dengang var Støre udenrigsminister.

- Jeg kan huske, at vi talte om energi og miljøbeskyttelse. Nu, mere end ti år senere, er vores samarbejde på disse områder vigtigt for vores bilaterale samarbejde, siger Xi Jinping.

Andre ting på dagsordenen

Ud over at diskutere klimasamarbejde har Støre og Xi på et møde mandag formiddag talt om Kinas behandling af minoriteter. Det var den norske statsminister, der bragte emnet på banen.

- Vi havde en åben diskussion, hvor vi havde forskellige holdninger. Jeg talte om den bekymring, som mange i Norge har om minoriteternes stilling i Xinjiang og Tibet og om menneskerettighedssituationen i Hongkong. Han svarer på en måde, som han før har gjort: At det er indre anliggender i Kina, siger Jonas Gahr Støre.

Det kinesiske styre er internationalt blevet kritiseret for at forfølge og diskriminere uighurerne i Xinjiang-provinsen. Også andre hovedsageligt muslimske minoritetsgrupper menes at blive forfulgt i Xinjiang.

Kina er også blevet beskyldt for forfølgelse og diskrimination af tibetanere. Tibet er en autonom region i Kina, og Hongkong, som også blev diskuteret, fungerer som et "særligt administrativt" område under Kina.


/ritzau/

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter