Nu bliver den første CO2 indfanget på Amager Bakke
Torsdag blev visioner til virkelighed, da Amager Ressourcecenter (ARC) sammen med partnerne DTU, Pentair og Rambøll indvier det første pilotanlæg til CO2-fangst på Amager Bakke.
Klimaminister Dan Jørgensen (S) og overborgmester Lars Weiss (S) er ligeledes med til indvielsen af anlægget, hvor man først skal teste og modne teknologien til CO2-fangst. Målet er at kunne indfange 500.000 tons CO2 fra Amager Bakkes udledning i 2025, hvilket både skal komme Danmark og Københavns klimamål til gode.
- København er kendt verden over for vores bæredygtige byudvikling og grønne løsninger. Med pilotanlægget på ARC viser vi endnu engang, at vi er helt i front – og at det er muligt at investere i teknologi, der kan bringe os ind i en grøn fremtid. Det er et stort og helt afgørende skridt på vejen mod at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, siger overborgmester Lars Weiss (S).
YES! ????
— Philip Fosbøl (@Fosboel) June 24, 2021
We just installed our #CO2 capture pilot at https://t.co/cUghFUvrrM @JacobAffald @nilsrosted
Looking forward to showing @DanJoergensen & Lars Weiss pic.twitter.com/lMf6KyOI2U
Der er dog endnu lang vej til, at testanlægget skal nå CO2-fangst i storskala. For at ARC skal nå 2025-målet kræver det en offensiv national strategi for CO2-fangst og -lagring (CCS) med de rette rammevilkår, mener Jacob H. Simonsen, direktør ved ARC.
- I dag viser vi, at vi er klar til at gå hele vejen. Hvis den danske stat etablerer de rigtige vilkår, er det muligt at fange næsten hele CO2-udledningen på Amager Bakke i slutningen af 2025. Det er oplagt, da Klimarådet peger på, at netop CO2-fangst ligger lige for på danske affaldsenergianlæg, siger Jacob H. Simonsen.
Pilotprojektet modtager medfinansiering på 30 mio. kr. fra EUDP-puljen og er ellers finansieret af ARC, DTU, Pentair og Rambøll. Pilotanlægget kan fange op til 850 kg. CO2 i døgnet og forventes at være i drift året ud.
Forhandlinger om strategi begynder
Indvielsen af ARC's CO2-fangstanlæg falder sammen med, at de politiske forhandlinger om en national CCS-strategi går i gang. Indtil nu har fremgangen på CO2-fangst og -lagring primært været drevet af private aktører, som har skreget på en national plan.
- Det haster med at få rammerne på plads for fangst, lagring og anvendelse af CO2. Og vi skal i gang med at investere i infrastrukturen, som gør det muligt at transportere CO2. Infrastrukturen spiller en kritisk rolle for, at vi får etableret et marked og en industri omkring de nye teknologier, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.
Ifølge Børsen er Dan Jørgensen intereseret i at lagre både dansk og udenlandsk CO2 i den danske undergrund, hvor særligt Nordsøen indeholder gode muligheder. Ved at tillade import af CO2 vil man desuden sætte gang i et kommercielt marked, som kan bliver et nyt erhvervseventyr for Danmark, da den indfangede CO2 også kan bruges til at producere bæredygtige brændstoffer til blandt andet skibe og fly.
- Vi har muligheden for at udvikle en hel ny industri, som kan eksportere klimaneutrale brændstoffer til resten af verden. Det vil kræve, at industrien har tilstrækkeligt med CO2 til rådighed, som kan omdannes til brændstoffer. Til gengæld vil det betyde, at vi får lettere ved at opfylde vores eget klimamål, samtidig med at vi hjælper andre lande med at nå deres klimamål og tjener penge på det, siger Troels Ranis.
Klynge vil fange tre millioner ton CO2
ARC og København er langt fra ene i deres bestræbelser efter at koble CO2-fangst på de kommunale forbrændingsskorstene. Et samarbejde bestående af flere store forsyningsselskaber i hovedstadsområdet annoncerede sidste år, at de satsede på at fange tre mio. ton CO2 om året, hvilket svarer til 15 pct. af det samlede danske reduktionsmål på 70 pct. i 2030.
Hovedstadsområdet er ifølge samarbejdsparterne særligt velegnet til at etablere CO2-fangst, fordi der ligger en række store energivirksomheder relativt tæt på hinanden. Det giver mulighed for at etablere en fælles infrastruktur til fx havnen på Prøvestenen, hvorfra CO2’en kan udskibes.
- Hvis vi skal i mål med visionen om CO2-reduktioner i millionklassen, skal der ryddes mange sten af vejen politisk. Den kommende nationale strategi for fangst, lagring og anvendelse af CO2 skal sikre den fornødne finansiering og tage stilling til vigtige spørgsmål om transporten og lagringen af CO2’en, sagde Jacob H. Simonsen i forbindelse med annonceringen af Carbon Capture Cluster Copenhagen-projektet.