Grøn handling:
Ny aftale skal gøre det muligt at fange CO2 fra danskernes affald

En bred aftale om langsigtede rammer for CO2-fangst i forsyningssektoren er på plads. Det betyder, at alt fra kraftvarme- til affaldsforbrændingsanlæg kan komme i gang med at fange CO2 fra deres skorstene.
7. FEB 2024 16.05

CO2-fangst og lagring er afgørende for at nå både danske og europæiske klimamål.

Regeringen har med SF, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, De Radikale, Dansk Folkeparti og Alternativet indgået en aftale om langsigtede rammer for CO2-fangst i forsyningssektoren, der er blandt de store udledere i Danmark. Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse. 

Med aftalen gøres det lettere for bl.a. kraftvarme- og affaldsforbrændingsanlæg at fange CO2 fra deres skorstene og kaste lod i den kommende pulje for CO2-fangst og lagring. Det skal bidrage til at indfri det store fangstpotentiale, der i dag er i forsyningssektoren.

- CO2-fangst gør det muligt at tage fat på nogle af de udledninger, der ellers er sværest at reducere, f.eks. udledning fra vores affald. Aftalen skal gøre det muligt at udnytte det store potentiale, så også varme- og affaldsanlæg rundtomkring i landet kan bidrage til opfyldelsen af vores klimamål. Det er grøn handling, der virker – og jeg ser frem til at se grønne samarbejder udvikle sig i forsyningssektoren, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Kommunale selskaber med

Aftalen ensretter vilkårene med andre aktører i industrien. Det betyder, at kommunale selskaber fremover vil kunne tage del i markedet for klimakreditter og salg af CO2 til anvendelse. Derudover sikrer den, at forsyningsselskaberne får mulighed for at finansiere CO2-fangst gennem sparede omkostninger til CO2-kvoter og afgifter ved lagring.

Risikoen er hegnet ind, så forsyningsselskaberne f.eks. ikke må stille økonomisk garanti i fjernvarmerørene og skubbe de løbende omkostninger ved CO2-anlæg over på forbrugerne. Det skal sikre, at forbrugerne ikke ender med regningen for en investering, de ikke selv har valgt.

Det betyder, at det er selskabernes ejere, der selv skal påtage sig risikoen, hvis de vil investere i CO2-fangst. For kommunalt ejede selskaber vil kommunen konkret kunne løbe risiko i form af indskud af egenkapital og garantistillelse for lån – såfremt det godkendes af kommunalbestyrelsen.

jel

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter