Nye brud rammer datakabler mellem Sverige og Finland
To fiberkabler er blevet beskadiget på land i Finland. På symbolbilledet er der dog tale om datakabler i den tyske delstat Brandenburg.
Foto: Patrick Pleul/AP/Ritzau Scanpix

Nye brud rammer datakabler mellem Sverige og Finland

Både svenske og finske myndigheder er informeret om nye kabelbrud på datakabler i Finland.
3. DEC 2024 8.43

Endnu en gang er der konstateret brud på datakabler i Norden. Denne gang er der sket brud på to datakabler, der løber mellem Sverige og Finland. Der er altså tale om to separate brud. Det oplyser pressemedarbejder ved den svenske post- og telestyrelse (PTS) Peter Ekstedt til det svenske nyhedsbureau TT.

- Vi fik oplysningerne i går. Det drejer sig om to fiberkabler på land i Finland, fortæller han.

Sveriges regering, den svenske myndighed for samfundsværn og beredskab, og det svenske forsvar er blevet informeret. Kabelbruddene skal være sket på land - modsat to andre brud, som for nylig ramte datakabler i Østersøen. Ifølge Sveriges Radios oplysninger har finsk politi mistanke om, at der er sket en forbrydelse i forbindelse med de seneste brud.

Finlands transport- og kommunikationsminister Lulu Ranne oplyser på det sociale medie X, at myndighederne efterforsker sagen sammen med netværksejeren GlobalConnect.

- Myndighederne efterforsker sagen sammen med selskabet. Vi tager situationen alvorligt, skriver hun.

GlobalConnect er tirsdag morgen ved at undersøge i hvert fald ét ødelagt datakabel i Finland, oplyser virksomheden ifølge Reuters. To separate brud har ifølge GlobalConnect medført et omfattende datanedbrud i Finland. Bruddene skete mandag eftermiddag, lyder det. Ifølge GlobalConnects hjemmeside står virksomheden for at drive mere end halvdelen af al datatrafik i Norden.

I november kom det frem, at to undervandskabler var blevet beskadiget i Østersøen. Det ene kabel løber mellem Finland og Tyskland og det andet mellem Sverige og Litauen. Svensk og finsk politi efterforsker hændelserne som sabotage.

Opmærksomheden har især været rettet mod det kinesiske fragtskib "Yi Peng 3", som i tiden omkring bruddene passerede de steder i Østersøen, hvor der efterfølgende blev konstateret brud på datakablerne. Sverige har sendt en formel forespørgsel til Kina for at få hjælp til at opklare, hvad der skete i forbindelse med bruddene på de to datakabler.

Skibe fra myndigheder i flere lande - herunder Danmark, Sverige og Tyskland - har den seneste tid befundet sig nær "Yi Peng 3", som ligger stille i Kattegat uden for dansk territorialfarvand, men i dansk økonomisk zone. Det er ikke første gang, at der opstår mistanke om sabotage begået mod kabler eller rørledninger i Østersøen.

I september 2022 opstod der brud på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2, hvilket efterfølgende blev efterforsket som sabotage af politiet i flere lande. Sagen om bruddene på de to ledninger er endnu ikke opklaret.

jel /ritzau/

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter