Nyt udspil: Regeringen vil sikre flere faglærte til den grønne omstilling
I et nyt udspil foreslår regeringen, at staten afsætter en halv milliard på erhvervsuddannelserne.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Nyt udspil: Regeringen vil sikre flere faglærte til den grønne omstilling

Regeringen vil afsætte en halv milliard kroner, hvor størstedelen skal gå til nyt udstyr på uddannelser indenfor fødevarer, jordbrug, oplevelser, teknologi, byggeri og transport.
26. MAJ 2024 10.15

Med et nyt udspil vil regeringen understøtte, at der i fremtiden er faglærte med de rette kompetencer til den grønne omstilling. Det skal ske både ved at styrke den grønne omstilling af uddannelserne og gøre erhvervsuddannelserne til et mere attraktivt uddannelsesvalg for de unge.

Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet.

Samlet set ønsker regeringen at afsætte en halv milliard kroner til grøn efteruddannelse, opkvalificering og udstyr. Regeringen foreslår at afsætte cirka 300 mio. kr. over en fireårig periode til erhvervsskolerne, så de kan investere i tidssvarende og grønt udstyr og sikre de rette lærerkompetencer. 

Størstedelen af midlerne skal øremærkes investering i udstyr på uddannelser inden for hovedområderne ”Fødevarer, jordbrug og oplevelser” og ”Teknologi, byggeri og transport”, som er vigtige i ambitionerne om en grøn omstilling af vores samfund, skriver ministeriet.

- Vi er i fuld gang med en omstilling af vores fødevare- og landbrugssektor, hvor landmændene spiller en helt central rolle. Det skal vi i den grad understøtte, da vi har brug for landmænd, som kan producere grønne og bæredygtig fødevarer til fremtiden, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V).

Tre klimaerhvervsskoler skal udvælges

For at sikre at erhvervsskolerne er på forkant med den grønne omstilling vil regeringen udpege tre klimaerhvervsskoler. De skal fungere som drivende kræfter for udviklingen på tværs af alle erhvervsskoler og udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser.

Klimaerhvervsskolerne skal derudover være med til at tiltrække elever og kursister, der gerne vil gå på en skole, der har mulighed for at tilbyde noget ekstra ambitiøst inden for den grønne omstilling.

- Regeringen har afsat et historisk højt beløb til at hæve kvaliteten på erhvervsuddannelserne. De skal bruges klogt. I januar tog vi første skridt ved at styrke social- og sundhedsuddannelserne. I dag tager vi næste skridt og kommer med et samlet bud på, hvordan vi kan understøtte flere faglærte med de rette kompetencer til den grønne omstilling, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). 

I udspillet foreslår regeringen, at man inviterer erhvervslivet og fonde til at deltage aktivt i etableringen af klimaerhvervsskolerne for at understøtte uddannelser af højeste kvalitet med nyeste viden og teknologier.

Regeringen ønsker desuden at understøtte, at flere kommer af sted på studieture, og styrke elevernes mulighed for at komme til udlandet som en del af en erhvervsuddannelse. Derfor foreslår regeringen at afsætte 23,5 millioner kroner årligt fra 2025 til, at elever på erhvervsuddannelserne får mulighed for at komme på studietur i løbet af deres uddannelse.

lal

 

 

 

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter