Ørsted i stort projekt om grøn ammoniak i Holland
Ørsted og norske Yara, der er verdens førende producent af gødning, er gået sammen om at udvikle et 100 MW stort elektrolyseanlæg til produktion af vedvarende brint fra havvind.
Her vil man bruge vedvarende brint, såkaldt grøn brint, i stedet for fossilbaseret brint til at producere ammoniak på Yaras anlæg i Sluiskil, som ligger i den hollandske provins Zeeland.
Den vedvarende brint vil generere ca. 75.000 tons grøn ammoniak om året svarende til ca. 10 pct. af kapaciteten på et af ammoniakanlæggene i Sluiskil. Produktionenen vil være baseret på vedvarende energi fra Ørsteds havvindmølleparker, Borssele 1 & 2, som Ørsted snart indvier, og som ligger tæt på Yaras anlæg.
Planen er at anvende den grønne ammoniak til at producere CO2-neutrale gødningsprodukter for at reducere CO2-udledningen i fødevareværdikæden. På længere sigt har ammoniakken også potentiale til at blive anvendt som klimaneutralt brændstof til skibe.
Brug for medfinansiering
Grøn brint er et CO2-frit alternativ til fossilbaseret brint, men er i dag forbundet med væsentligt højere omkostninger. At udligne denne omkostningsforskel vil tage tid og forudsætte offentlig støtte som supplement til private investeringer i storskalaproduktion af vedvarende brint og ammoniak.
Derfor vil Ørsted og Yara nu søge om offentlig medfinansiering til udviklingen og opførelsen af det 100 MW store elektrolyseanlæg.
Hvis projektet opnår tilstrækkelig medfinansiering, og hvis business casen holder, kan der træffes endelig investeringsbeslutning om opførelse af anlægget sidst i 2021 eller i begyndelsen af 2022.
- Med den rette opbakning vil dette fælles flagskibsprojekt mellem Yara og Ørsted ikke blot medføre en betydelig reduktion af CO2-udledningen, det vil også være med til at modne teknologien med henblik på at nedbringe udledningen fra europæisk industri i bred forstand, siger Martin Neubert, der er koncerndirektør og administrerende direktør for Ørsted Offshore.
- Grøn ammoniak kan blive vigtig for en bæredygtig fødevareproduktion og er samtidig en af de mest lovende CO2-neutrale energibærere med flere anvendelsesmuligheder på energiområdet, herunder som skibsbrændstof med reduceret CO2-udledning, siger Terje Knutsen, der er koncerndirektør og chef for Farming Solutions i Yara.
Projektet kan blive en milepæl i brintkøreplanen for Smart Delta Resources-klyngen i Zeeland og et vigtigt skridt på vejen mod at øge Hollands kapacitet af vedvarende brint til 3-4 GW inden 2030.
esl