Ørsted stopper for deponering af vindmøllevinger

Ørsted forpligter sig til bæredygtigt genbrug af vindmøllevinger og sætter dermed stop for deponering af udtjente vinger.
3. JUN 2021 10.06

Over den kommende årrække skal flere havvindmøller end tidligere nedtages og sendes på pension. Det er dog en kendt udfordring, at mens 85-95 pct. af en vindmølle kan genbruges, så er der fortsat store udfordringer med at genanvende vingerne.

Vingerne er designet til at være meget lette og samtidig meget robuste, hvilket gør det svært at skille dem ad og genbruge materialerne. Derfor ender de fleste vinger idag på deponi. 

En række aktører i branchen har dog sat stort ind på at gøre det muligt at genanvende vingematerialerne eller genbruge vingerne. Det får nu Ørsted til at forpligte sig til bæredygtig genbrug af vindmøllevinger og dermed stoppe for brugen af deponi til vinger. 

- Vi vil være med til at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, og det vil vi gøre på en bæredygtig måde. Det indebærer, at vi begynder at bruge mere cirkulære modeller, hvor vi genanvender ressourcer og sparer energi og på den måde også reducerer CO2-udledningen. Det er en stor udfordring, men vi ser frem til at arbejde med denne udfordring sammen med vores forsyningskæde, siger Mads Nipper, administrerende direktør i Ørsted.

Som led i en ny overordnet strategi forpligter Ørsted sig dermed enten til at genbruge, genanvende eller genvinde alle vindmøllevingerne i sin globale portefølje af hav- og landvindmølleparker ved nedtagningstidspunktet. 

- Det er vores ambition at tilbyde vores kunder CO2-neutrale løsninger inden for vedvarende energi med et ansvarligt ressourceforbrug set over hele livscyklussen. Det kræver, at vi reducerer CO2-udledningen i vores forsyningskæde, og det indebærer også, at vi begynder at bruge mere cirkulære modeller for ressourceforbrug i vindmøllernes forsyningskæde, siger Mads Nipper.

En fælles udfordring for branchen

Indtil videre har Ørsted kun nedtaget havvindmølleparken Vindeby, hvor alle vingerne fra de 11 vindmøller blev genanvendt.

Ørsted har været med til at grundlægge det tværsektorielle DecomBlades-konsortium bestående af selskaber fra vindindustrien og forskningsinstitutioner, heriblandt Vestas, DTU og Aarhus Universitet. Konsortiet har til formål at undersøge og udvikle løsninger, der gør det muligt at genbruge kompositmaterialerne i vindmøllevinger.

Konsortiet modtog for nylig en treårig støttebevilling fra Innovationsfonden til sit arbejde.

- Der er ikke nogen, der sidder med alle løsningerne på, hvordan vi kan begynde at bruge mere cirkulære modeller. Vi er nødt til at samarbejde på tværs af virksomheder og forskningsinstitutioner for at finde svarene, og DecomBlades-projektet er et vigtigt eksempel på dette, siger Mads Nipper.

esl

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter