Ørsted vinder kontrakt på stor britisk havvindmøllepark
I den britiske del af Nordsøen er der gang i udbygningen af Hornsea-projekter med havvind. Danske Ørsted har onsdag vundet en kontrakt til at opføre Hornsea 3. Her ses møller fra Hornsea 1. (Arkivfoto).
Foto: Orsted/Ritzau Scanpix

Ørsted vinder kontrakt på stor britisk havvindmøllepark

Ørsted har vundet en kontrakt på det, der står til at blive verdens største havvindmøllepark i Nordsøen.
7. JUL 2022 9.47

Det britiske erhvervs- og energiministerium har tildelt danske Ørsted en kontrakt på at opføre havvindmølleparken Hornsea 3. Det oplyser Ørsted i en fondsbørsmeddelelse torsdag.

Hornsea-parkerne ligger i Nordsøen, og Hornsea 3 får en kapacitet på 2852 megawatt. Det kan betyde strøm til 3,2 millioner husstande i Storbritannien.

Helt præcis kommer Hornsea 3 til at ligge 160 kilometer ud for kysten i Yorkshire. Her skal Ørsted opføre vindmølleparken og transmissionsanlægget til havs og til lands.

Når parken er i fuld drift, frasælger Ørsted så transmissionsanlæggene.

Derefter har Ørsted kontrakten på selve havvindmølleparken i 15 år.

I de 15 år får Ørsted en pris på 37,35 pund i 2012-priser per megawatt-time (Cirka 326 kroner). Det bliver ifølge erhvervsmediet Marketwire betragtet som en lav pris af observatører på markedet.

Til gengæld bliver prisen inflationsindekseret, hvilket betyder, at prisen reguleres i takt med inflationen.

Markedsførende

Med kontrakten sætter Ørsted streg under sin position som markedsførende ifølge Sydbanks analytiker Per Fogh:

- Ørsted udbytter med sejren selskabets havvindkapacitet i Storbritannien til cirka ni gigawatt (9000 megawatt, red.) og stadfæster sin markedsledende position på markedet, skriver han i en analyse.

At Ørsted har vundet kontrakten, er ifølge analytikeren også et godt tegn for Ørsteds fremtid på det britiske marked for havvind:

- Storbritannien er et afgørende marked for Ørsted, og med landets ambitiøse målsætning om 50 gigawatt havvind i drift i 2030 ser vi gode muligheder for yderligere projektsejre til Ørsted, skriver Per Fogh.

 

Ritzau

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter