Ørsteds mangeårige næstformand tager et skridt op
Efter ti år i spidsen for Ørsteds bestyrelsen meddelte Thomas Thune Andersen, 7. februar, at han ikke ønskede at genopstille som formand til Ørsteds generalforsamling, som løber af stablen 5. marts.
Nu har bestyrelsens så peget på den person, som selskabet ønsker skal tage over. Her er valget faldet på den nuværende næstformand gennem ni år, Lene Skole, som til daglig er i dag administrerende direktør i Lundbeckfonden.Det skriver Ørsted i en selskabsmeddelelse.
Samtidig indstilles den midlertidige koncerndriftsdirektør i Ørsted, Andrew Brown, som næstformand. Andrew Brown har været i energibranchen hele sin karriere og var før han blev midlertidig direktør i Ørsted administrerende direktør for det portugisiske energiselskab Galp SA. Han fratræder som midlertidig direktør i Ørsted i slutningen af marts 2024.
-Jeg har arbejdet tæt sammen med Lene i mange år, og i forbindelse med min fratræden er jeg meget glad for, at evalueringen af kandidaterne har bekræftet, at Lene er det bedste valg til posten som bestyrelsesformand og til at gennemføre den netop offentliggjorte forretningsplan sammen med resten af bestyrelsen og koncernledelsen, siger Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand for Ørsted.
Udover indstillingen af Lene Skole og Andrew Brown til formandsskabet indstiller bestyrelsen i Ørsted til at Annica Bresky, Julia King, Peter Korsholm og Dieter Wemmer genvælges som bestyrelsesmedlemmer på den kommende generalforsamling.
Har skåret væsentligt i investeringsplanerne
Ørsted aflagde årsregnskab for 2023 7. februar. Her fremgik det, at selskabet havde tabt 20,2 mia. kr. Det skyldtes primært store milliardnedskrivninger på projekter i USA.
I forbindelse med årsregnskabet fremlagde Ørsted desuden en ny forretningsplan, som skal få selskabet tilbage på sporet. Den indebærer blandt andet, at Ørsted vil skære i sine anlægsinvesteringer.
I juni 2023 lød det fra energigiganten, at man ville investere for i alt 475 mia. kr. inden udgangen af 2030. Men i forbindelse med regnskabet blev den plan skruet gevaldigt ned til 270 mia. kr. Lene Skole er "fuldt dedikeret" til at gennemføre planen, oplyser Ørsted..
- Det er en betydelig nedskaleret vækstplan for selskabet. Man vil stadig spille med i den absolutte top, men i skala vil Ørsted være betydeligt mindre, end det, der tidligere var lagt op til, sagde aktieanalytiker Jacob Pedersen i den forbindelse.
Desuden meddelte selskabet, at det på globalt plan vil nedlægge mellem 600 og 800 stillinger. Ikke alle nedlagte stillinger behøver resultere i en fyring. Men i løbet af de følgende måneder vil 250 personer blive fyret, lød det. Heraf omkring 60 procent i Danmark.
amp/ritzau/