OK bliver leverandør til stat og kommuner for tredje gang
SKI-aftale træder officielt i kraft 1. juni 2024
Foto: OK

Ny fireårig aftale:
OK bliver leverandør til stat og kommuner for tredje gang

Energiselskabet OK er blevet valgt som leverandør til Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S for de næste fire år.
9. FEB 2024 13.34

Energiselskabet OK er netop blevet genvalgt som SKI-leverandør. Det betyder, at OK fremover skal levere tankkort og brændstof til en stor gruppe offentlige organisationer i forbindelse med udbuddet hos SKI. Det skriver OK i en pressemeddelelse.

- Vi er stolte over at vinde SKI-aftalen for tredje gang, og det glæder mig meget, at vi endnu en gang beviser, at vi er dygtige til at drive og vedligeholde et godt leverandør-kundeforhold, siger OK’s markedsdirektør Claus Linnemann.

Det er en aftale, der gavner kunderne.

SKI-aftalen omfatter 83 kommuner, tre regioner samt 12 øvrige offentlige organisationer og statslige institutioner. På tankkort-delen skulle der vælges fem leverandører, og i forhold til brændstofleverancer til hjemmetank skulle kun én leverandør vælges, og det blev OK.

- Vi er altid fokuserede på at give den bedste service til vores kunder, og det fortsætter ufortrødent. Vi glæder os til at forlænge det gode samarbejde med SKI og ikke mindst de offentlige organisationer, der er en del af SKI-aftalen, siger Claus Linnemann.

SKI er også glad for, at aftalen nu er på plads, og ser frem til, at kunderne får glæde af det.

- Det brede felt af leverandører til tankning via tankkort sikrer de offentlige organisationer en god geografisk dækning med tankstationer, siger Christian Lunding, udbudsdirektør i SKI. 

Den nye SKI-aftale træder officielt i kraft 1. juni 2024 og er gældende i en periode på fire år.

jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter