OK har fundet ny CFO hos Maersk Tankers
Morten Mosegaard skifter væk fra Maersk Tankers og bliver ny CFO i OK. Pressefoto

OK har fundet ny CFO hos Maersk Tankers

Morten Mosegaard bliver ny CFO i energiselskabet OK.
10. SEP 2024 9.20

I juni meldte energiselskabet OK ud, at man skulle på jagt efter en ny CFO, da den daværende Thor Skov Jørgensen havde besluttet at forlade jobbet for rollen som CEO i Coop Danmark, som OK for nyligt var blevet medejer af. 

Nu har OK så fundet afløseren til posten som CFO. Valget er faldet på Morten Mosegaard, som kommer fra en stilling som CFO i Maersk Tankers, hvor han de seneste knap seks år har r haft ansvaret for finans, jura, IT og strategi, oplyser OK i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget glad for, at det lykkedes at hente en profil som Morten Mosegaard, der har en tung CFO-baggrund og erfaring med at skulle agere i en virksomhed, hvor den grønne omstilling spiller en stor rolle. I OK er strategien at transformere hele virksomheden mod e-mobilitet og el, og så ligger der en voksende opgave i at varetage vores ejerskab af datterselskaberne, ikke mindst Coop og Kamstrup, siger Michael Løve, CEO i OK.

Fra strategi til virkelighed

OK investerer i disse år milliarder i at etablere et landsdækkende ladenetværk og blive en stor leverandør af el og energiløsninger. Det er en strategi, som den kommende CFO ser frem til at være med til at bringe virkelighed.

- OK befinder sig i en utrolig spændende situation med den igangværende transformation og elektrificering af forretningen. Det kræver store midler og en dygtig økonomifunktion. Samtidig er koncernen for nyligt vokset markant med ejerskabet af Coop, så der sker virkelig noget i OK. Jeg glæder mig meget til at tage fat på de mange opgaver og møde mine kommende kolleger, siger Morten Mosegaard, der får plads i OK’s tremandsdirektion sammen med CEO Michael Løve og CCO Michael Lamberth.

Morten Mosegaard tiltræder sin nye stilling som CFO i OK den 1. december 2024.

amp

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter