Olieprisen er den laveste i mere end tre år
De fleste bilejere, der enten tanker benzin eller diesel, har måske allerede opdaget, at olieprisen har været faldende de seneste måneder. Ellers vil de formentlig gøre det næste gang, de tanker, for olieprisen har taget et pænt dyk på det seneste.
Tirsdag nåede den en foreløbig bund, da spotprisen på Brent-olie kom under 71 dollar. Det er den laveste oliepris siden slutningen af 2021 og indebærer, at olien koster 17 procent mindre end for to måneder siden.
- Det er godt nyt for de fleste forbrugere, hvis altså ikke de kører elbil. Og dem, der stadig fyrer med olie, vil også kunne mærke det, ligesom de virksomheder, der bruger olie som brændsel, også får reduceret deres omkostninger, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom.
Han understreger, at besparelserne ikke slår igennem én til én, fordi afgifter udgør en stor del af standerprisen. Til gengæld plejer ændringer i olieprisen at få effekt med meget kort varsel. Årsagen til, at olieprisen er nedadgående, skal findes i den amerikanske og kinesiske økonomi.
- Vi har på det seneste set nogle svage jobrapporter fra USA, der peger i retning af en vækstafmatning. Det samme er tilfældet i Kina og Tyskland, og derfor er der udsigt til faldende efterspørgsel på olie, som igen sætter sig i priserne, siger Allan Sørensen.
Opec, som er en sammenslutning af olieproducerende lande, havde egentlig planlagt at skrue op for produktionen af olie i oktober. Den beslutning er indtil videre udskudt til december som en konsekvens af de lave oliepriser og frygten for, at et endnu større udbud vil føre til yderligere prisfald.
/ritzau/