Optaget på erhvervsuddannelser er det laveste i ti år

I 2022 begyndte 64.000 elever på en erhvervsuddannelse. Folkeskolen skal mere på banen, mener Dansk Erhverv.
27. JAN 2023 10.34

Tendensen har været den samme i mange år. Færre og færre vælger erhvervsuddannelserne. Antallet er optagne på erhvervsfaglige uddannelser var i 2022 det laveste i mere end ti år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I 2022 begyndte kun 64.000 på en erhvervsuddannelse. Det er et fald på 13 procent i forhold til 2021, hvor 73.000 startede på en erhvervsuddannelse.

I 2012 blev 94.000 elever optaget på en erhvervsuddannelse.

Claus Rosenkrands Olsen, der er uddannelseschef i Dansk Erhverv, mener, at det viser behovet for handling og tiltag på området.

- Der må vi også sige, at det glæder os, at regeringen har et stort fokus på det. Vi bidrager selvfølgelig gerne til at finde de rette løsninger på det her, siger Claus Rosenkrands Olsen.

Fokus i folkeskolen

Han peger på, at flere skoler er udfordret økonomisk grundet lave elev- og søgetal. Et af fokusområderne er derfor, at rekrutteringen fra folkeskolen skal styrkes.

- Der er over 100 erhvervsuddannelser, og det kan være svært at overskue. Men hvis man møder nogle af de fag, der findes i erhvervsuddannelserne, gennem en mere praktisk undervisning i folkeskolen, så er det bestemt en del af løsningen på det her, lyder det fra uddannelseschefen i Dansk Erhverv.

Ifølge Claus Rosenkrands Olsen er der også en del unge, der ikke færdiggør gymnasiet eller vælger at læse videre efter gymnasiet, som man skal blive bedre til et lede hen mod erhvervsuddannelserne.

Hård kamp om talenterne

Liselotte Christensen, der er HR- og kommunikationschef for XL-BYG, fortæller, at de hos XL-BYG også kan mærke, at der ikke er nok unge, der tilvælger erhvervsuddannelserne.

- Alle alarmer blinker hos os. Vi så gerne, at der blev færdiguddannet dobbelt så mange. Kampen om talenterne er benhård, siger Liselotte Christensen:

- Med det fortsatte fald i optaget af elever på erhvervsuddannelserne og faldet i antallet af færdiguddannede bliver den opgave kun sværere fremover.


/ritzau/
 

 

(Opdateret 11.30 med kommentar fra Dansk Erhverv)

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter