Overskudsvarme fra CO2-fangst bliver til fjernvarme i hovedstadsområdet
Ørsteds Avedøreværket i Hvidovre laver sektorkobling sammen med to fjernvarmeselskaber med overskudsvarmen fra CO2-fangst.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Sektorkobling:
Overskudsvarme fra CO2-fangst bliver til fjernvarme i hovedstadsområdet

Ørsted har indgået en aftale med de to fjernvarmeselskaber VEKS og CTR om at udnytte overskudsvarmen fra CO2-fangst på Avedøreværket. Overskudsvarmen kan opvarme 16.000 husstande i hovedstadsområdet.
2. FEB 2024 12.05

Avedøreværket i Hvidovre er ved at få etableret et CO2-fangstanlæg, som årligt skal fange 150.000 tons CO2 fra kraftvarmeværkets halmfyrede anlæg. Anlægget bruger halm fra de lokale marker på Sjælland til at producere el og varme til hovedstadsområdet, og den biogene CO2 fra skorstenen bliver fra 2026 fanget og lagret. Det skriver Ørsted i en pressemeddelelse.

I forbindelse med den kommende drift af CO2-fangstanlægget vil der blive skabt store mængder overskudsvarme, som kan udnyttes til at give billig, grøn fjernvarme i hovedstadsområdet.

- Vi skal hele tiden se på, hvilke muligheder vi har for at levere grøn og konkurrencedygtig fjernvarme, og jeg er glad for, at vi er blevet enige med vores varmekunder om at udnytte overskudsvarmen fra vores kommende CO2-fangst. Ved at integrere CO2-fangsten med varmeproduktionen på værket kan vi udnytte energien i brændslet endnu bedre og levere billig, grøn fjernvarme til hovedstaden, samtidig med at vi minimerer energiforbruget til CO2-fangst, siger Ole Thomsen, senior vice president og chef for Ørsteds kraftværksforretning.

Den energi, der skal bruges til at fange CO2, kommer fra kraftværkets eget halmfyrede anlæg og vil derfor være vedvarende energi. Ved at koble en varmepumpe på anlægget kan overskudsvarmen fra CO2-fangstprocessen og fra røggaskondenseringen opgraderes til fjernvarme, og dermed udnytter anlægget den samme energi to gange. Det resulterer i grønnere fjernvarme til hovedstadsområdet og et markant lavere energiforbrug for CO2-fangstprocessen.

- Aftalen er et meget vigtigt og konkret skridt i VEKS’ omstilling til fremtidens grønne teknologier. Den er et godt eksempel på, at fjernvarmen er et vigtigt led i sektorkoblingen, samtidig med at den er grøn, sikker og til en fornuftig pris. Vi ser frem til forhandlingerne om en langsigtet aftale for overskudsvarmen fra anlægget, understreger fjervarmeselskabets VEKS’ formand Steen Christiansen. Han er ikke den eneste, der er glad sektorkoblingen.

- Det er positivt, at overskudsvarme fra CO2-fangst nu kommer til at indgå i den samlede varmeforsyning til fjernvarmekunderne i hovedstadsområdet. Fremtidens fjernvarmeforsyning skal bestå af mange forskellige varmekilder, som tilsammen kan medvirke til, at vi fortsat kan tilbyde fjernvarme til en attraktiv pris,” siger Line Barfod, forperson i CTR.

CO2-fangstanlægget på Avedøreværkets halmkedel kommer til at producere ca. 34 MW overskudsvarme fra CO2-fangstprocessen og ca. 19 MW fra røggaskondenseringsprocessen. De i alt 53 MW overskudsvarme svarer til det årlige fjernvarmeforbrug for omkring 16.000 husstande.

Aftalen mellem VEKS, CTR og Ørsted gælder for perioden 2024-2027 og skal derefter genforhandles med henblik på en langsigtet aftale for overskudsvarmen fra CO2-fangstanlægget.

Ørsted er også i gang med at etablere et CO2-fangstanlæg på Asnæsværket i Kalundborg og arbejder på at finde en lignende løsning sammen med de lokale varme- og dampkunder, så overskudsvarmen også kan udnyttes i Kalundborg.

jel

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter