Pensionsselskaber skal tage mere risiko i grønne investeringer

Pensionsselskaberne står klar med kapital til de grønne projekter. De melder sig dog først på banen, når der er sikkerhed for deres investeringer, siger Marianne Thellersen, Senior VP på DTU, der vil have pensionskasserne tidligere med.
18. JUN 2021 15.27

Hvad er Danmarks næste grønne eventyr? Det spørger mange investorer sig selv om, når de skal investere kapital. Særligt de danske pensionsselskaber vil meget gerne investere penge i de grønne projekter. 

På bare ét år har den danske pensionsbranche investeret 50 mia. kr. i grøn omstilling på baggrund af et økonomisk ustabilt 2020, mens pensionsbranchen har givet tilsagn om at investere yderligere 350 mia. kr. i grøn omstilling frem mod 2030. 

Spørgsmålet om hvor de penge skulle investeres og hvad Danmarks næste grønne eventyr ville blive blev fredag vendt på Folkemødet i en debat arrangeret af PFA. 

- Man søsætter ikke bare sådan lige et nyt grønt erhvervseventyr. Vi kan tillade os at være mere risikosøgende på de områder, hvor vi i forvejen er godt med som fx havvind og hvor der er en vis sikkerhed for vores investeringer, siger Kasper Ahrndt Lorenzen, Group Chief Investment Officer hos PFA.

- Vi skal satse på alt det, vi i forvejen er rigtig gode til. Det er især havvind og at håndtere store mængder el, istemmer Marianne Thellersen, der er senior VP ved Innovation & Entrepeneurship på DTU. 

Investering eller udgift

Der er stadig udfordringer med måden, hvorpå man tænker grønne investeringer, fortæller tidligere miljøminister Kirsten Brosbøl, der er nuværende bestyrelsesformand Klimaskovfonden. 

- Grønne investeringer bliver stadig ofte set som røde tal og ikke som investeringer, som kommer til at tjene sig selv hjem på lang sigt, siger hun. 

Kasper Ahrndt Lorenzen er enig i, at det er afgørende, at man politisk finder den rette regnemetode, som viser de rette omkostninger ved grønne investeringer – og omvendt hvad det koster, hvis man ikke investerer i grønne løsninger. 

- Det er helt afgørende, at man fra politisk side skaber de rette subsidier til at hjælpe de grønne løsninger på vej, ligesom man så med landvind og havvind i sin tid, ligesom at vi får fundet de rette regnemetoder til de store grønne projekter, siger Kasper Ahrndt Lorenzen. 

Han mener dog, at pensionsselskaberne næsten er det på det rette sted i forhold til at kunne investere deres del af de 350 mia. kr. i grøn omstilling frem mod 2030, som branchen har som mål. Det kunne eksempelvis være i energiøen i Nordsøen, som PFA har meldt sig interesseret i at finansiere blandt i samarbejde med CIP. 

Men mens pensionsselskabernes formål er klart – nemlig at formidle kundernes penge – kunne Marianne Thellersen ønske sig endnu mere risikovillighed fra pensionsselskaberne. 

- Pensionsselskaberne får ind, når der er en sikkerhed for deres investeringer. Jeg kunne dog godt ønske mig, at de ville være klar til at udvise lidt mere risikovillighed og investere tidligere, siger Marianne Thellersen. 

 

This article has been automatically translated from danish.
Sign up for the newsletter